Det lignede noget nær det værste tidspunkt, da Michael Valgren røg i asfalten og brækkede to fingre.

Ikke nok med, at der kun var 700 meter tilbage af første etape ved landevejssæsonens åbningsløb, Étoile de Bessèges, det var også cykelrytterens allerførste løb for EF Education-Nippo.

»Det var virkelig uheldigt. Jeg tror, at han havde set frem til en frisk start,« siger holdets danske sportsdirektør, Matti Breschel, til B.T om Valgren, der blev kørt væk i en ambulance.

»Men det nytter ikke noget at græde snot over det. Sådan noget sker, selv om det er en skide ærgerlig situation for ham og os, fordi han er så vigtig på vores hold.«

Efter to sæsoner i sadlen, hvor succesen er udeblevet for den 28-årige dansker, markerede vinterens skifte til EF Education-Nippo et vendepunkt i karrieren.

Men et styrt under hans første officielle optræden i den lyserøde holdtrikot er selvsagt langtfra at være en ideel start.

»Han var godt med omkring opløbet. Der var en lille stigning op mod mål, og han sad godt med. Men da leadout-mændene fik kørt deres kaptajner i stilling, lod de sig falde ned gennem feltet på en vej, der ikke var særlig bred. Valgren kom med hovedet hen over styret for at spurte, men overså en rytter, der nærmest stod parkeret,« fortæller Matti Breschel.

»Så kørte han op i ham og landede uheldigt på sin hånd.«

Michael Valgren har været uheldig med styrt på det seneste. Han røg også i asfalten under Liège-Bastogne-Liège 4. oktober.
Michael Valgren har været uheldig med styrt på det seneste. Han røg også i asfalten under Liège-Bastogne-Liège 4. oktober. Foto: KRISTOF VAN ACCOM
Vis mere

Styrtet kommer på alt andet end et perfekt tidspunkt i mere end én henseende.

For ud over det faktum, at det var det første løb for EF Education-Nippo, kommer styrtet kort før sæsonens højdepunkter for Valgren.

»Men hans helt store mål var brostensklassikerne,« siger Matti Breschel.

Og Valgrens største resultater er netop kommet i de løb, som allerede går i gang om under en måned.

Matti Breschel er i dag sportsdirektør på EF Education-Nippo.
Matti Breschel er i dag sportsdirektør på EF Education-Nippo. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Første løb på kalenderen er Omloop Het Nieuwsblad, som Valgren vandt i 2018, men nu ser det nærmest umuligt ud for danskeren at møde op i topform.

Hvornår han er klar igen, er indtil videre uvist, men styrtet forstyrrer forberedelserne til løb som Flandern Rundt 4. april.

Hvis han altså når at blive klar.

Alligevel tager han den uheldige episode med oprejst pande.

»Han er altid positivt indstillet og holder hovedet højt, det er det fede ved Michael,« siger Matti Breschel.

»Det er det, der nok skal få ham videre. Selv om han ikke kan køre cykelløb, går der formentlig ikke så lang tid, før han kan sidde på en hometrainer igen. Vi krydser fingre for ham.«