Michael Valgren er inde i en af de hårdere perioder, en professionel cykelkarriere har budt ham.

Den seneste tid har danskeren haft svært ved at køre op til sit tidligere niveau på trods af, at han søndag kørte flot til VM i Imola, hvor han blev nummer 11. Alligevel ser fremtiden tåget ud.

For den 28-årige dansker ved stadig ikke, hvordan hans liv ser ud på den anden side af nytårsaften, hvor hans kontrakt med NTT Pro Cycling udløber.

»Det er selvfølgelig ikke den fedeste situation med coronakrisen og hold, der lukker, fordi de kæmper økonomisk. Men jeg er ikke nervøs for fremtiden. Mere konkret kan jeg ikke være lige nu,« fortæller Michael Valgren til B.T.

Michael Valgren gennemførte Tour de France for NTT Pro Cycling, men han blev aldrig så synlig, som han gerne ville.
Michael Valgren gennemførte Tour de France for NTT Pro Cycling, men han blev aldrig så synlig, som han gerne ville. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Det tynger dig ikke?

»Jeg maler ikke fanden på væggen endnu. Hverken for min egen eller holdets fremtid. Jeg er ret forstrøstningsfuld.«

Ud over i VM sammenhæng har danskeren ikke for alvor leveret store resultater siden 2018-sæsonen, der var hans sidste på Astana-holdet, inden han skiftede til NTT.

Men det sydafrikanske hold er også lukningstruet, da sponsorater med den japanske it-gigant NTT udløbe, og foreløbig ikke er blevet forlænget.

Alligevel formår Valgren at feje usikkerheden af banen, så han ikke bliver distraheret.

»Det er egentlig ret simpelt. Jeg har to gode agenter. Jeg gør mit arbejde, og de gør deres. Så skulle der være styr på det,« siger han.

»Hvis man har gode agenter, der kan sikre en, er der ingen grund til at bekymre sig.«

Alligevel erkender han, at det har været rart at trække dannebrogstrøjen over hovedet i forbindelse med VM, hvor han fik et afbræk fra usikkerheden på sit hold.

For uanset hvad er det sikkert, at der også vil være et dansk landshold i 2021. Med andre ord skal der ikke kæmpes for overlevelse.

»Til Touren er der mere pres fra en selv, holdet og medierne. Til VM skal man 'bare' ud og køre godt for Danmark. Forstå mig ret, men til VM er der ikke behov for, at man kommer med i et morgenudbrud for at fremvise en sponsor,« siger Michael Valgren.

»Man kan køre lidt mere frit.«

Den bedste dansker blev Jakob Fuglsang, der endte på femtepladsen.