For første gang siden 2021 kunne Michael Valgren (EF) fejre en etapesejr. Det skete på 5. etape i Tirreno-Adriatico, hvor Valgren efter et udbrud kørte alene over målstregen i Mombaroccio.
Det er den anden danske etapesejr i dette års Tirreno-Adriatico. Onsdag vandt Tobias Lund Andresen efter massespurt på 3. etape.
Valgren sejrede spektakulært i en finale, hvor han lige netop holdt favoritter som Isaac Del Toro og Matteo Jorgenson bag sig med 11 sekunder.
Valgren var afsted i et lovende udbrud, der med 40 kilometer tilbage talte seks ryttere og havde lidt mere end tre minutters forspring til feltet.
Det var skrumpet til godt to minutter, da Valgren med 26 kilometer til målstregen angreb, og kun franske Julian Alaphilippe (Tudor) kunne følge med.
De skabte hurtigt stor afstand til udbruddet, men længere tilbage begyndte favoritfeltet at røre på sig og fik forspringet ned under to minutter.
Valgren og Alaphilippe arbejdede dog godt sammen oppe foran og holdt godt fast i sekunderne.
De havde lidt mere end et minut til feltet ved foden af den sidste stigning med knap seks kilometer til stregen, da Valgren øgede tempoet og kørte væk fra Alaphilippe.
På 500 meter skabte Valgren en afstand på 20 sekunder til Alaphilippe, og så var det bare et spørgsmål om, hvorvidt favoritfeltet kunne nå danskeren.
Men stilstand blandt favoritterne gjorde, at Valgren stadig havde 40 sekunder at give af med tre kilometer tilbage.
Ganske overraskende angreb Valgrens holdkammerat ecuadorianske Richard Carapaz fra favoritgruppen, men han blev hentet, og i stedet stak forhåndsfavoritten Isaac Del Toro (UAE) afsted med Visma-amerikaneren Matteo Jorgenson.
Valgrens forspring var nede på 12 sekunder med en kilometer tilbage, men han lod ikke favoritterne komme tæt på, og han kunne strække armene i vejret efter en sejr for første gang i fem år.
Isaac Del Toro fra Mexico kan dog trøste sig med at være tilbage i løbets førertrøje 23 sekunder foran italienske Giulio Pellizzari, mens Jorgenson er treer.
/ritzau/
