Magnus Cort er cykelrytter, og han er født på Bornholm. Men så ved de fleste heller ikke så forfærdeligt meget mere om Astana-rytteren, der søndag blev den første dansker i ni år til at køre først over målstregen på en Tour de France-etape.

Den 25-årige dansker er lige så lidt højrtåbende, som han er lynende hurtig i en spurt. Men det skyldes ikke generthed. Det er bare en rytter, der er så fokuseret, at han det meste af tiden kun har øje for målstregen.

'Nærmest en maskine af en professionel cykelrytter', fortæller hans holdkammerat og udbrudskompagnon fra søndagens sejr, Michael Valgren. Der bliver ikke skåret nogle hjørner, når man hedder Magnus Cort.

Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

»For eksempel til frokosten i dag var der ikke noget pasta eller ris, fordi man tit kører 'low carb' på hviledagene. Men Magnus SKULLE have sin daglige pasta eller ris. Andre ryttere, der er på deres første år på et hold, ville måske ikke sige noget. Men Magnus røg ud til kokken og fik bestilt bestilt en omgang ris. Magnus er bare indbegrebet af en 'professionel cykelrytter'.«

Magnus Cort har i det hele taget indrettet hele sin tilværelse, så han kan vride det optimale ud af sit cykeltalent. Han tager lige dén ekstra tørn, så han lige er dét splitsekund hurtigere end sine konkurrenter.

»Hvis der er én, der arbejder hårdt, så er det Magnus. Han har købt en lejlighed i Andorra, hvor han bor alene - og bare kan træne og træne. Han er også lige blevet single, ved jeg. Og det tror jeg, at han er blevet, fordi det ikke lige passede ind i hans cykelkarriere at have en kæreste. Vil jeg tro,« fortæller Michael Valgren.

»Men vi andre har prøvet at finde ham en kæreste hernede. Servitricen på hotellet i går var vist klar, tror jeg. Haha. Men det blev ikke til noget.«

Foto: Peter Dejong
Vis mere

Søndag fik hele verden øjnene op for den dynamit, der er i stængerne hos Magnus Cort. Men han har altid været lynende hurtig, afslører Tour-værelseskammeraten Jesper Hansen.

»Jeg mødte ham første gang, da jeg gik i skole som cykelmekaniker, og han samtidig gik på en cykellinje på en efterskole i Vejle.«

»Jeg kørte for Energi Fyn-holdet dengang, og en dag var jeg ude og cykle med en lille gruppe fra den linje, Magnus gik på. Vi lå og cyklede lidt for sjov - men da vi var tæt på målet, kom Magnus lige pludselig susende forbi mig i spurten. Øhh hvad? Han var jo bare juniorrytter. Han var sgu hurtig allerede dengang,« fortæller Jesper Hansen.

Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

Michael Valgren og Magnus Cort lærte hinanden at kende tilbage i juniortiden, og allerede her bed Valgren mærke i den usædvanlige disciplin, bornholmeren besad.

»Dengang syntes jeg, at han var meget, meget, MEGET seriøs. Det var nærmest kun 'havregrød, pasta, pasta'. Det var det eneste, han spiste. Hver eneste dag. Jeg tror ikke, at han vidste, hvad 'slik' var,« fortæller Valgren, der dog tilføjer, at Cort trods alt har løsnet tøjlerne lidt de seneste år.

»Ja, i dag får han da trods alt mælk i kaffen. Og jeg har også set ham smøre nutella på et brød. Så han er blevet lidt mere human og nyder livet lige lidt mere. Det virker også som om, han hviler mere i sig selv, fordi han godt ved, at han er en god cykelrytter.«

Og det ved hele verden også nu!