Nyheden her er skrevet i oktober 2025. Men essensen af den kunne lige så godt være fra begyndelsen af 00'erne.
I løbet af torsdagen er det kommet frem, at de 49-årige cykelveteraner Francisco Mancebo og Oscar Sevilla har forlænget deres kontrakter med et år.
Mancebo bekræfter på Instagram, at han har skrevet under med kinesiske Pingtan International Tourism Island Cycling Team for 2026, mens colombianske Team Medellín oplyser, at Sevilla kommer tilbage til endnu en sæson.
De to spaniere var begge nogle af sportens mest prominente klatrere for to årtier siden.
Dengang var Mancebo klassementstjernen på det, der i dag hedder Movistar, og var garant for topplaceringer i de store grand tours.
Otte gange sluttede han i top-10 med en tredjeplads i Vuelta a España og en fjerdeplads i Tour de France som de største resultater.
Siden 2005 har han ikke kørt en eneste grand tour. Til gengæld har han holdt karrieren i live på en lang række forskellige hold på lavere niveau.
Mancebo har repræsenteret hold fra USA, De Forenede Arabiske Emirater, Den Dominikanske Republik og Japan og har derfor kørt langt de fleste løb uden for Europa.
Det samme kan man sige om Oscar Sevilla, som i sin mest lovende periode blev nummer to i Vueltaen. Han kørte for hold som Kelme, Phonak og T-Mobile, før karrieren røg ned på et væsentligt lavere blus.
Ikke mindst fordi han blev nævnt i forbindelse med "Operacion Puerto"-skandalen fra 2006, hvor Mancebos navn også figurerede.
I 2010 blev han suspenderet efter en positiv dopingprøve. Han vendte tilbage året efter og har siden kørt for colombianske hold på cykelsportens tredjehøjeste niveau.
Mancebo og Sevilla vil begge sidde med i feltet for kontinentalhold, når de fylder 50 år. Og de ser stadig ud til at have noget tilbage i tanken, for i løbet af 2025 har de begge stået øverst på podiet i cykelløb.
/ritzau/
