22-årige danske Niklas Larsen vandt søndag Danmark Rundt foran landsmændene Jonas Vingegaard og Rasmus Quaade.

Min største sejr på landevejen.

Sådan beskriver Niklas Larsen søndagens triumf, hvor den 22-årige ColoQuick-rytter snuppede den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt, der sluttede på Frederiksberg.

- Det betyder rigtig meget. Det var mere, end hvad jeg havde kunnet håbe på. Jeg har ikke prøvet noget lignende.

- Den her sejr viser, at jeg kan være med på et højt niveau og matche nogle rigtig gode ryttere, og det bekræfter mig i, at når jeg træner rigtig hårdt og sætter mig noget for, så kan jeg også være med, hvor det er rigtig sjovt, siger Niklas Larsen.

Han var inden søndagens 5. og sidste etape i løbet blot henholdsvis seks og syv sekunder foran Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) og Rasmus Quaade (Riwal Readynez).

Derfor var det også en noget nervøs Niklas Larsen, der nåede Frederiksberg, hvor feltet skulle ud på ti omgange, inden målstregen kunne passeres.

- Man ved jo aldrig, hvad der sker til sidst, og om man styrter.

- Men da vi hentede udbruddet og kom ud på sidste omgang, så var jeg rimelig sikker på, at den var hjemme. Jeg synes, at vi havde rigtig godt styr på det, siger han.

Med sejren skriver han sig ind i historien blandt nogle af tidens største danske ryttere som Jakob Fuglsang og Michael Valgren, der begge tidligere har vundet Danmark Rundt.

Det selskab er Niklas Larsen glad for at være en del af.

- Jeg kan jo se, hvad de har lavet af store resultater de seneste år. Det vil være meget at forlange at kunne lave de samme resultater som dem, men hvis det er den vej, jeg kommer til at gå, så ser det meget godt ud.

- De er fantastiske cykelryttere. Jeg håber, jeg kan blive nogenlunde lige så god som dem, siger han.

Næste år skifter han til det norske Uno-X-hold, der fra næste sæson får status som et prokontinentalhold - det næstbedste niveau.

/ritzau/