»Det var helt ekstraordinært.«

Sådan siger Rolf Sørensen til B.T. om Jakob Fuglsangs sæson anno 2019, hvor rigtig meget lykkedes.

Sejre i Liège-Bastogne-Liège og Critérium du Dauphiné, podiepladser i nogle af verdens største klassikerløb og karrierens første grand tour-sejr er blot nogle af de fornemme resultater, Astana-rytteren kunne føje til sit cv i 2019.

Men det tror det danske cykelkoryfæ Rolf Sørensen ikke på, at den danske cykelstjerne kan gentage.

Jakob Fuglsang vandt karrierens største sejr, da han kom først over målstregen ved Liège-Bastogne-Liège.
Jakob Fuglsang vandt karrierens største sejr, da han kom først over målstregen ved Liège-Bastogne-Liège. Foto: ERIC LALMAND
Vis mere

»Vi må selvfølgelig ikke glemme Jakob Fuglsang, men det bliver svært - hvis ikke umuligt - at gentage den sæson, som han havde. Han kørte virkelig stærkt fra start til slut.«

Den danske cykelstjerne fylder 35 år til marts og er dermed tættere på at afslutte kapitlet som professionel cykelrytter, end han er fra at have begyndt det.

Ikke desto mindre var 2019 Fuglsangs bedste sæson nogensinde, og derfor vil der være høje forventninger til ham.

»Det bliver meget, meget svært at vinde Liège-Bastogne Liège igen. Jeg ved det jo fra mig selv. Det skal flaske sig, og det hele skal spille maks. Jeg tror, at han vil køre stærkt i Liège igen. Han kommer til at sidde der og køre i top-10 eller top-5. Det er jeg ganske sikker på,« mener Rolf Sørensen, der selv vandt løbet i 1993.

Rolf Sørensen på den røde løber ved TV prisen 2020 på Tivoli Hotel & Cogress Center i København.
Rolf Sørensen på den røde løber ved TV prisen 2020 på Tivoli Hotel & Cogress Center i København. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

I 2020 har Jakob Fuglsang annonceret, at hans store mål bliver OL-løbet i Japan til sommer, ligesom VM-ruten også umiddelbart passer godt til ham. Selvom Rolf Sørensen ikke tror på, at den samme succes kan gentages som i fjor, har han stor fidus til Fuglsang.

»Jakob kan simpelthen køre med om sejren i de løb. Vi ved også godt, at Jakob helst skal køre fra dem, han sidder med, inden mål, for han er ikke specielt hurtig i en spurt. Men jeg har store forventninger,« indrømmer Rolf Sørensen.

I sommer forlængede Jakob Fuglsang sin aftale med Astana i to år, så han er bundet til holdet i 2020 og i 2021.

I foråret er det planen, at han skal deltage i løb som Vuelta a Andalucia, Strade Bianche, Tirreno-Adriatico, Amstel Gold Race, Flèche Wallone, Liège-Bastogne-Liège og Giro d'Italia.