»Da jeg fik nyheden, fik jeg lidt PTSD over det,« fortæller han.

»Jeg kørte mit styrt igennem igen og igen, og så blev jeg bare så ked af det over dem, jeg kunne have forladt.«

Sådan lyder ordene fra Movistar-danskeren Mathias Norsgaard.

For knap to år siden havde cykelrytteren et voldsomt sammenstød med en bil under en træningstur, hvilket kostede ham et brækket ben og sendte ham ud i et regulært smertehelvede i mange, lange måneder.

Og da Chris Anker Sørensen på tragisk vis mistede livet sidst i september i Belgien – også i en færdselsulykke – bragte det nogle stærke følelser frem i kroppen hos Mathias Norsgaard.

»Dør man, så dør man. Men det er værst for dem, man forlader. Jeg tror ikke, at nogen kan bære den tanke,« siger den 24-årige dansker.

Chris Anker Sørensen blev væltet af en varevogn på en belgisk landevej. Han blev 37 år og efterlod sig kone og to døtre.

Og det er netop det, der ramte Mathias Norsgaard rigtig hårdt, fordi uheldet satte nogle eksistentielle tanker i gang hos rytteren.

Mathias Norsgaard viser benet frem, som han fik smadret under sin træningsulykke i december 2019.
Mathias Norsgaard viser benet frem, som han fik smadret under sin træningsulykke i december 2019. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

»Jeg tænkte på dem, Chris havde forladt. Familie, børn og venner.«

Mathias Norsgaard var holdkammerat med Chris Anker Sørensen i et år på det danske hold Riwal, men de to var ikke som sådan nære venner.

»Jeg kendte ikke Chris personligt specielt godt, men har nydt at høre ham både som holdkammerat og kommentator. Man føler, man kender ham, men så godt kendte jeg ham slet ikke. Jeg blev ked af det på hans families vegne.«

Cykelrytterne Jakob Fuglsang og Cecilie Uttrup Ludwig har erkendt, at de seneste uger har sat nogle ekstra tanker i gang hos dem i forhold til, at cykelsporten kan være en farlig sport.

Man bliver lige pludselig mere bevidst om sin egen dødelighed.

Ulykken er dog ikke noget, der har ændret Mathias Norsgaards syn på cykelsporten.

»Der er meget fokus på det, når nogen bliver kørt ned. Det kommer til at virke, som om alle bliver kørt ned. Men ret få bliver ramt i løbet af en karriere.«

Søndag kørte Mathias Norsgaard Paris-Roubaix for første gang i karrieren – et løb, der udviklede sig til et episk slag.

Du kan læse B.T.s dom fra det vilde løb lige her.