Ni danske World Tour-ryttere står uden kontrakt til nytår, og coronakrisen gør det svært at vise sit værd.

For hele det professionelle cykelfelt er det en flad fornemmelse, at sæsonen lige nu ligger stille på ubestemt tid. Og for de ryttere, der står uden kontrakt efter nytår, rammer pausen og coronakrisen ekstra hårdt.

Det gælder blandt andet for Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) og Jonas Gregaard (Astana), som skulle bruge sæsonen på at overbevise deres arbejdsgivere om, at de er værd at satse på i de kommende år.

- Det kan blive noget rod. Det er ikke det bedste tidspunkt at være i det sidste år af en kontrakt, siger Jonas Vingegaard.

Han understreger, at det er helt rigtige beslutning at droppe alle løb i en periode.

Det er bare uheldigt for ham, og det gør ikke sagen bedre, at han slæbte en skade med ind i det nye år og derfor ikke har kørt et eneste cykelløb siden 6. oktober.

Kollegaen Jonas Gregaard nåede at køre to etapeløb i februar, inden sæsonen blev sat på pause.

Han stod over for nogle travle uger med Catalonien Rundt, Baskerlandet Rundt, Tour of the Alps og Romandiet Rundt, hvor han kunne understrege sin værdi over for Astana-ledelsen.

- Selvfølgelig tænker jeg over det. Jeg er ikke som sådan stresset, men det er en irriterende situation, siger Jonas Gregaard.

De to talenter mener begge, at de allerede har leveret bevis for, at de har klasse til sportens øverste niveau.

Vingegaard brillerede med en etapesejr i Polen Rundt og en samlet andenplads i PostNord Danmark Rundt. De resultater giver ro i maven og forventning om, at han kan fortsætte på World Touren.

- Jeg er heldig, at jeg gjorde det godt sidste år, så jeg har noget at forhandle med. Jeg håber, at holdet gerne vil fortsætte med mig, for jeg er glad for at være der.

- Jeg er rimelig tryg ved det. Med den sæson, jeg havde sidste år, skal jeg nok finde et hold. Det er jeg ikke rigtig i tvivl om. Så jeg er så ikke nervøs ved situationen, siger Jonas Vingegaard.

Også Gregaard peger på, at han har gjort sit arbejde som hjælperytter i Astanas stjerneensemble.

Senest i UAE Tour i februar, hvor han sled for holdkammeraten Alexey Lutsenko, der sluttede som samlet treer.

- Jeg kørte godt og viste, at jeg har hævet mit niveau. Nu bruger jeg pausen til at slappe af, for når vi skal i gang igen, kommer der rigtig mange løb.

- Sæsonen løber helt frem til november, og der bliver forhåbentlig mange muligheder for at vise sit værd, påpeger Jonas Gregaard.

I alt ni danske World Tour-ryttere har kontraktudløb til nytår.

Ud over Vingegaard og Gregaard er det Mikkel Honoré (Quick-Step), Jesper Hansen (Cofidis), Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation), Rasmus Byriel Iversen (Lotto Soudal), samt de tre NTT-ryttere Michael Valgren, Michael Carbel og Andreas Stokbro.

/ritzau/