Borut Bozic og Kristijan Koren, henholdsvis sportsdirektør og rytter hos Bahrain-Merida, er udelukket i to år.

Den Internationale Cykelunion (UCI) har udstedt karantæner til de to slovenere Borut Bozic og Kristijan Koren, der begge er tilknyttet Bahrain-Merida-holdet.

De to har begge fået en straf på to års karantæne for at have forbrudt sig mod antidopingreglementet i 2011 og 2012.

Det skriver UCI i en pressemeddelelse.

De er fældet på baggrund af oplysninger fra den såkaldte "Operation Aderlass" (Operation Åreladning, red.), der mistænker en række slovenere i cykelsporten.

Bozic indstillede sin aktive karriere i 2018 og er nu sportsdirektør hos Bahrain-Merida.

Samme sted har Kristijan Koren været aktiv i denne sæson. Tidligere på sæsonen blev han hevet ud af Giro d'Italia, da de østrigske myndigheder indleverede oplysninger fra "Operation Aderlass".

Nu står det klart, at han forbrød sig mod antidopingreglerne i 2011 og 2012, da han kørte for Liquigas. Bozic tørnede ud for Astana, da han brød reglerne i 2012.

Koren må nu ikke deltage i professionelle løb i to år, mens Bozic i samme periode ikke kan fungere som sportsdirektør.

/ritzau/