Tyske Maximilian Schachmann vandt 1. etape i Baskerlandet Rundt, mens Jakob Fuglsang sluttede som nummer 16.

Tyskeren Maximilian Schachmann fra mandskabet BoraHansgrohe var hurtigste rytter, da Baskerlandet mandag blev åbnet med en enkeltstart på 11,2 kilometer.

Han gennemførte distancen i tiden 17 minutter og 10 sekunder og var dermed ni sekunder hurtigere end colombianeren Daniel Martínez (EF Education) på andenpladsen.

Franske Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) var på forhånd udnævnt som et godt vinderbud, og han kørte da også med om sejren, men hans tid endte med at være 12 sekunder dårligere end Schachmanns. Det rakte til fjerdepladsen.

Danske Jakob Fuglsang er regnet blandt favoritterne til den samlede sejr i løbet, men han fik ikke det bedste udlæg, når man tager i betragtning, at han har kørt flere gode enkeltstarter, og at strækningen havde en skrap stigning.

Astana-danskeren kørte i mål i tiden 17 minutter og 48 sekunder, hvilket på daværende tidspunkt rakte til en syvendeplads, men danskeren faldt altså yderligere tilbage og sluttede som nummer 16, 38 sekunder efter vinderen.

Etapeløbet slutter på lørdag.

/ritzau/