Maximilian Schachmann (Bora) var igen hurtigst, da 4. etape af cykelløbet Baskerlandet Rundt blev kørt.

Maximilian Schachmann fortsatte torsdag sin dominans i cykelløbet Baskerlandet Rundt.

Her tog den tyske Bora-rytter sin tredje sejr på fire etaper, da han i en spurt mellem fire mand slog slovenske Tadej Pogacar.

Jakob Fuglsang var også med i finalen, men kunne ikke gøre sig gældende i spurten. Den danske Astana-rytter blev nummer tre et par længder efter de to hurtigste.

Med sin sejr udbygger Maximilian Schachmann sin samlede føring i løbet. Han har nu 51 sekunder ned til holdkammeraten Patrick Konrad inden løbets første store bjergetape fredag.

Jakob Fuglsang sprang fire pladser frem i klassementet og ligger nu på syvendepladsen med 1 minut og 24 sekunder op til Schachmann.

Dagens udbrud fik aldrig for alvor lov til at stikke afsted. Da afstanden var størst, var der cirka tre minutter mellem udbruddet og feltet.

Med lidt over ti kilometer tilbage var udbryderne indhentet, og så var der lagt op til en hektisk afslutning på de regnvåde baskiske veje, hvor rytterne kort før mål skulle op over en mindre stigning og ned igen.

På vej op ad stigningen fik Jakob Fuglsang og tre andre - heriblandt Maximilian Schachmann - skabt et lille hul til feltet.

Den lille gruppe kom til mål et par hundrede meter foran feltet.

Tadej Pogacar åbnede spurten, men fik trykket på speederen lidt for tidligt. Schachmann satte således turboen til, da det gjaldt, og endte med at krydse målstregen som den første.

Jakob Fuglsang var aldrig i nærheden af at vinde. Det var Adam Yates - det sidste medlem af firemandsgruppen - heller ikke.

Maximilian Schachmann indledte Baskerlandet Rundt med at vinde den indledende prolog mandag. Onsdag blev det også til en etapesejr til Schachmann.

Den eneste, der har vundet en etape i årets udgave af løbet, som ikke hedder Maximilian Schachmann, er Julian Alaphilippe. Franskmanden måtte dog udgå torsdag efter et styrt på onsdagens etape.

/ritzau/