André Greipel har skrevet under på en toårig kontraktforlængelse med Israel Start-Up Nation.

Cykelrytteren André Greipel fylder 38 år i juli, men han har mindst et par sæsoner mere i sig, mener hans arbejdsgiver.

Den tyske sprinterveteran er i gang med sin første sæson på cykelholdet Israel Start-Up Nation, og selv om coronapandemien har sat sæsonen på pause, har han allerede imponeret nok til at sikre en kontraktforlængelse.

I en pressemeddelelse skriver World Tour-holdet, at Greipel også i 2021 og 2022 vil køre for det israelskbaserede mandskab.

- For at være helt ærlig forventede jeg, at holdet ville tilbyde mig en etårig kontraktforlængelse, siger Greipel i meddelelsen.

- Selvfølgelig er jeg meget smigret og tilfreds med, at ledelsen viser mig den tillid. Det var en nem beslutning at takke ja til tilbuddet, og jeg er helt klar til at forlænge min karriere og hjælpe holdet med at vokse.

Tyskeren havde sin storhedstid på Lotto-holdet fra 2011 til 2018. Her blev det blandt andet til 11 etapesejre i Tour de France.

I 2019 skiftede han til prokontinentalholdet Arkea-Samsic, før han i år vendte tilbage til øverste hylde inden for cykelsporten.

Før sæsonen stoppede, nåede han at deltage i tre løb i Australien. Her blev det til tre etapeplaceringer i top-10.

Greipel har gennem karrieren skrabet hele 156 sejre sammen.

World Tour-konkurrenten Trek-Segafredo annoncerede mandag en kontraktforlængelse til hollænderen Bauke Mollema, som også kører for Trek de næste to år.

/ritzau/