TV 2 Sport har sat navne på de værter og eksperter, der skal dække Tour de France denne sommer.

Men ét navn mangler efter sidste års tragedie, hvor den mangeårige cykelrytter og -ekspert Chris Anker Sørensen gik bort, da han i forbindelse med dækningen af VM i cykling i september blev påkørt af en bil og siden døde af sine kvæstelser.

Og en kapacitet som Chris Anker Sørensen står ikke til at erstatte, siger chefredaktør John Jäger i forbindelse med offentliggørelsen af dette års Tour de France-hold på TV 2.

»Der er ikke nogen grund til at skjule det: Chris Anker Sørensen kan ikke erstattes. Han var fuldstændig fantastisk. Det var han som menneske, det var han som kollega, det var han på alle måder. Og det var han også på redaktionen,« siger John Jäger i en pressemeddelelse.

Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

I fraværet af Chris Sørensen har TV 2 forsøgt at finde en ny og anderledes måde at dække verdens største cykelløb på - og ikke en erstatning én til én.

»Det kan ikke lade sig gøre at finde en, der kan det, som Chris Anker kunne, for Chris kunne det hele. Men vi stiller med et hold, der – måske ad åre – samlet set kan gøre, at vi kan levere vores dækning på en ny og anderledes måde, som seerne vil blive glade for.«

»Vi har ikke forsøgt at erstatte ham. Vi kommer ikke til at gøre det på samme måde. Derfor er der også flere nye ansigter, som kommer ind over både kommenteringen, studierne og dækningen i det hele taget. Der kommer ikke én person ind, som skal overtage Chris Ankers rolle. Chris var unik,« lyder det fra John Jäger.

Nye på TV 2s Tour-hold er Stine Bjerre Mortensen, der skal være vært i Tour De France-studiet, mens de tre første etaper køres i Danmark. Derudover er Thomas Kristensen og Rasmus Staghøj fortsat værter, mens Dennis Ritter er kommentator.

På ekspertholdet er Rolf Sørensen fast kommentator med Ritter, mens Emil Vinjebo og Christian Moberg er nye blandt TV 2 Sports Tour-eksperter, der ellers tæller Lars Bak, Anders Lund og Henrik Jul Hansen.