TV 2-profil tvivlede på tv-fremtid: 'Jeg var rimelig nervøs'
Rasmus Staghøj begik en stor synd – men i sidste ende blev han totalt overvældet.

Rasmus Staghøj begik en stor synd – men i sidste ende blev han totalt overvældet.

Det er grænsende til militært, når Rasmus Staghøj står op for at være vært på Go' morgen Danmark.
Alt står snorlige.
Skoene i entreen, jakken er klar, og tøjet ligger et helt specifikt sted. Tandbørsten er også placeret på det rigtige badeværelse.
»Så ved jeg lige nøjagtigt, hvad jeg skal. Og så er det bare ned i bilen og ind mod Tivoli, hvor vi sender fra,« fortæller han om den strenge morgenrutine.
»Jeg kan stå op klokken fire, og så kan jeg sidde klar til redaktionsmødet klokken 4.30.«
Rasmus Staghøj har aldrig haft det bedre. Han stortrives i noget nær sit drømmejob og livet som familiefar til to sønner.

Efter en lang karriere på TV 2 Sport, hvor han dækkede cykelløb, er han landet et rigtig godt sted.
Selvom de tidligere morgener aldrig bliver sjove.
»Det værste ved det er altid, når vækkeuret ringer,« siger han og griner.
»Men alt er glemt, når vi starter på at sende klokken 06.35.«
Heldigvis er der også aftenvagter indimellem, hvis han er en del af værtskorpset, der skal lave Go' Aften Live.
I første omgang gav det bare ikke sig selv, at det var det, han skulle. Og derfor er der også særligt en dag, der skiller sig ud.
»Jeg glemmer nok ikke min debut derinde, det var sammen med Michelle Bellaiche,« siger han om påsken i 2024.
»Det var første gang, jeg var på igen. Jeg var blevet fyret fra sporten, og så blev jeg prøvet af her på Morgen.«

Rasmus Staghøj blev nemlig intet lovet på forhånd. Kun, at han fik en chance for at bevise sit værd.
»Jeg var da rimelig nervøs. Men jeg synes, det var så fedt. Der var så meget nyt og meget på spil, for jeg ville det sindssygt gerne,« husker han.
Og da det var overstået, begik han nærmest noget, der nærmer sig en dødssynd som vært på Go'-programmerne.
Men det viste sig at være en god idé. For han blev totalt overvældet.
»Normalt får vi at vide, at vi ikke skal kigge i kommentarsporene på sociale medier, os værter. Men der var totalt lovestorm, da jeg havde lavet den weekend, fordi folk gerne så mig tilbage på skærmen,« fortæller han.
»Det var jeg sindssygt glad for. Der tænkte jeg, at jeg måske alligevel havde en fremtid inden for tv.«
Nu er han blevet en fast del af holdet og har fået enormt meget med sig, lyder det.
»Det bedste er, at jeg har lært at tale med alle slags mennesker nu – og jeg skal stadig blive bedre til det. Noget, jeg ikke gjorde på samme måde, da jeg arbejdede med cykelsporten.«
Rasmus Staghøj og familien har for nylig lavet en stor millioninvestering ved at købe et rækkehus til mere end 14 millioner kroner.
Det kan du læse mere om her.