Når TV 2 til sommer påbegynder dækningen af Tour de France bliver det med et par større ændringer i tv-stationens dækning af ’verdens største etapeløb’.

Ikke mindst skal seerne vænne sig til nye stemmer fra kommentatorboksen.

Men hov, bare rolig. Den mangeårige og populære kommentator-trio – Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth – bliver der ikke pillet ved. De fortsætter med at sætte ord på begivenhederne, som de har gjort i årevis.

Det nye er, at de i år bliver suppleret af en anden kommentator-trio. Det sker, fordi der simpelthen bliver meget mere Tour de France på TV 2.

»Fra i år vil arrangørerne for første gang sende fra start til slut fra alle etaper. Vi har i det seneste mange år sendt alt, hvad der er blevet produceret, og det har vi tænkt os at gøre, når de udvider produktionerne,« siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, til BT:

Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth vil som tidligere kommentere den afsluttende del af etaperne og det helt nye kommentator-hold – Rasmus Staghøj (reporter på TV 2), Chris Anker Sørensen (cykelrytter), Brian Nygaard (tidligere kommunkationschef på flere cykelhold) – tager sig derfor af begyndelsen.

»Touren er i forvejen lang, og da det kommer til at blive meget lange dage, vil det være mest menneskeligt over for vores kommentatorer, at vi deler det op i to forskellige hold,« siger Frederik Lauesen.

Den nye kommentatortrio har man i år allerede kunnet høre og se på TV 2 Sport, hvor de har 'trænet til' sommerens Tour de France ved at kommenteret flere forskellige inernationale løb. For ’de kan jo kun øve sig på at kommentere cykelløb ved at at være i det’, som TV 2-sportchefen udtrykker det.

Endnu er det ikke plads, hvornår på dagen at mikrofonerne gives videre fra det ene til det andet kommentatorhold. Det kommer an på starttidspunkter og etapernes længder.

Det ligger dog helt fast, at årets Tour-dækning på TV 2 betyder et comeback til et andet velkendt ansigt.

For Thomas Kristensen vender tilbage til værtsrollen i studiet hjemme i Odense  efter sidste år at have været optaget af kommentatorrollen ved EM i fodbold. Det betyder omvendt, at Claus Elming i år ikke er en del af TV 2s Tourdækning, som han selv har gjort opmærksom på.

»En lidt ærgerlig besked fra egne rækker. Skal desværre ikke dække Tour de France i år. Kommer sgu til at savne det,« skriver Claus Elming på Twitter.

Claus Elming kom i 2013 med på TV 2s tour-hold for første gang som reporter fra de franske landeveje. Sidste år fik Claus Elming så tjansen som studievært på transmissionerne fra det store etapeløb på grund af Thomas Kristensens EM-fravær.

»Man kan sige. Vi har sat det hold, vi synes er det bedste til Tour de France. I og med at Claus – som vi er rigtigt glade for – kun er løst tilknyttet TV 2 Sport, har vi denne gang vurderet, at vi har nok dygtige fastansatte folk til at klare det selv,« siger Frederik Lauesen om fravalget af Claus Elming.

Sportschefen udelukker dog ikke et comeback for 'Vild med dans'-værten.

»Jeg håber da og tror, at vi kan bruge Claus igen, også til Touren. Lige i år har vi vurderet, at vi nok skal klare den med dem, vi har,« siger Frederik Lauesen.