Søndag døde afgik den 67-årige cykelrytter Benny Jensen ved døden under et licenscykelløb i Randers.

Det skriver cykelmediet Feltet.dk.

Undervejs i cykelløbet havde den 67-årige Benny Jensen klaget over smerter i brystet og hang ifølge Feltet.dk ude over styret, inden han til sidst styrtede uden at tage fra. Benny Jensen døde imidlertid ikke af styrtet, men derimod af et hjertestop i forbindelse med et ildebefindende.

I et opslag på Facebook skriver hans cykelhold Elite Cykling Snejbjerg, at andre ryttere forsøgte at give ham hjertemassage, indtil en ambulance ankom og kørte ham til det nærliggende sygehus.

Desværre stod Benny Jensens liv ikke til at redde.

Rytterne blev efter Benny Jensens styrt holdt tilbage i omkring en times tid, men da man på daværende tidspunkt ikke vidste, at Benny Jensen var død, valgte man at fortsætte cykelløbet. Ved præmieoverrækkelsen var den triste nyhed dog nået frem til løbsarrangørerne, og der blev afholdt et minuts stilhed.

Andre ryttere, der deltog i løbet, er blevet tilbudt psykologhjælp efter det tragiske dødsfald.

Benny Jensen efterlader sig tre børn og en hustru.

To dødsfald på en weekend

Dødsfaldet i Randers sker bare dagen efter, at den italienske cykelrytter  Michele Scarponi døde efter en ulykke i sit hjemland. Lørdag morgen sad Michele Scarponi på cyklen, da han tog ud på en træningstur, han blev ramt af en varevogn, og hans liv stod ikke til at redde.

Ifølge det lokale medie Corriere Adriatico skete ulykken foran øjnene på en stribe andre bilister. Føreren af varevognen havde tilsyneladende ikke set Michele Scarponi, da han blev ramt i et vejkryds ved hjembyen.

Michele Scarponi var en del af det professionelle cykelfelt i en årrække og noterede i 2011 karrierens største resultat, da han på grund af Alberto Contadors diskvalifikation vandt Giro d'Italia.