Den belgiske rytter Antoine Demoitié er død efter at være stødt sammen med en motorcykel i søndagens udgave af Gent-Wevelgem.

Det hører efterhånden mere til reglen end undtagelsen, at professionelle cykelryttere kommer i karambolage med motorcykler.

Jakob Fuglsang blev blandt andet mejet ned på vej op ad Col du Glandon i sommerens Tour de France, og igen-igen er en ny person blevet offer for motorcyklerne, som farer frem og tilbage på landevejen under de store cykelløb. Denne gang med helt fatale følger.

I søndagens Gent-Wevelgem gik det imidlertid helt galt for Wanty-Groupe Gobert-holdets Antoine Demotié, der af endnu ukendte årsager blev ramt af en motorcykel.

»Rytteren er død. En undersøgelse skal belyse omstændighederne,« siger en talsmand for det regionale politi til nyhedsbureauet AFP.

Tidligere på dagen lød det, at Demotié kæmpede for sit liv på det lokale universitetshospital i Lille.

»Antoine Demoitiés tilstand er ekstremt alvorlig. Han er i øjeblikket indlagt på intensiv afdeling ved et universitetshospital,« lød meldingen fra holdet.

Det er cykeljournalisten og redaktøren for CyclingTips, Neal Rogers, som skriver, at det var en motorcykel, som var involveret i uheldet med 25-årige Demoitié.

Den belgiske stjerne Greg van Avermaet blev torpederet af en motorcykel sidste sommer med tydelige billedbeviser, men endnu er der ikke sluppet materiale ud fra uheldet, som måske undgik kameraernes linser i søndagens løb.

Opdateret: Neal Rogers skriver videre på sin Twitter-profil, at Demoitié styrtede og blev kørt over af en motorcykel efterfølgende, men det er endnu ikke blevet bekræftet.

Simone Antonini, holdkammerat med Antoine Demoitié, røg også i asfalten i søndagens udgave af Gent-Wevelgem.
Simone Antonini, holdkammerat med Antoine Demoitié, røg også i asfalten i søndagens udgave af Gent-Wevelgem. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Sagen har atter fået debatten om antallet af køretøjer i de store cykelløb til at blusse op. Byde ryttere og fans har over længere tid advaret om, at der simpelthen sker for mange uheld, som alene skyldes de mange tv-motorcykler og lignende.

Gent-Wevelgem blev vundt af Peter Sagan fra Tinkoff-holdet, der endelig fik sæsonens første sejr.

Ironisk nok blev Sagan selv kørt ned af en motorcykel under Vueltaen i 2015.