Det københavnske seksdagesløb bliver ikke afviklet i denne sæson, oplyser arrangøren.

Der bliver intet seksdagesløb i Ballerup Superarena i 2020.

Det traditionsrige løb, der efter planen skulle have været skudt i gang 30. januar, er aflyst. Det oplyser arrangøren, Michael Sandstød, i en pressemeddelelse.

- Efter at have afviklet syv succesrige seksdagesløb i Ballerup Superarena siden 2013 er det med beklagelse, at jeg må meddele, at jeg af personlige årsager ikke kan arrangere det københavnske seksdagesløb i 2020.

- Løbet skulle have været afviklet fra 30. januar til 4. februar. Det gør ondt at skuffe de frivillige, sponsorerne, leverandørerne og de trofaste cykelfans, der er så vigtig en del af løbet, men jeg håber på forståelse for den svære beslutning.

- Både seksdagesløbet og jeg kommer stærkt tilbage, lyder det fra Michael Sandstød.

Det københavnske seksdagesløb blev kørt første gang i 1934 i Forum på Frederiksberg.

Efter en pause under Anden Verdenskrig og i nogle år derefter blev løbet genoptaget og var en årlig begivenhed frem til 1960, hvorefter det blev indstillet.

I 1976 blev traditionen genoplivet med stor succes og danske navne som Ole Ritter, Gert Frank og Hans-Henrik Ørsted som trækplastre.

Forum lagde for sidste gang gulv til seksdagesløb i 1999, og løbet flyttede til Ballerup. Siden 2005 har der hver vinter været seksdagesløb i den moderne arena.

Sidste års udgave blev vundet af belgierne Moreno De Pauw og Kenny De Ketele.

/ritzau/