Tour de France blev torsdag endnu et favoritnavn fattigere, da Tom Dumoulin måtte melde fra til Touren.

Cykelstjernen Tom Dumoulin går glip af Tour de France efter en operation for nylig og behov for længere tid til at restituere.

Det bekræfter hans hold, Team Sunweb, torsdag i en pressemeddelelse.

Den 28-årige hollænder har været i kapløb med tiden for at blive klar til sommerens store etapeløb i Frankrig, efter at han søndag gennemgik en mindre operation i det ene knæ.

Tom Dumoulin var blandt favoritterne til Tour de France, hvor også Chris Froome (Team Ineos) tidligere har meldt afbud efter et slemt styrt inden en enkeltstarten på 4. etape i Criterium du Dauphine for nylig.

Tirsdag styrede og udgik Tour-vinderen fra sidste år, Geraint Thomas (Team Ineos), i Schweiz Rundt, men de første meldinger lød på, at han skulle blive klar til at køre løbet.

Hos Ineos, som er det tidligere Team Sky, har man også Egan Bernal blandt favoritterne.

Sunweb skriver på sin hjemmeside, at det har været umuligt for Dumoulin at komme i topform til Touren, som strækker sig over tre uger.

- Den seneste måned har været ekstremt vanskelig helt overordnet, og med tilbageskridtet i forhold til knæet. Efter, hvad der skete i Giro d'Italia, så ønskede jeg virkelig at give det hele en chance i Touren, men i denne uge indså jeg, at det ganske enkelt ikke er realistisk at nå mit niveau i tide.

- Jeg har forsøgt virkelig hårdt at nå det, men jeg er nødt til at lytte til min krop, og frigive mig selv fra at jagte et urealistisk mål, siger Tom Dumoulin.

Stjernerytteren styrtede på 4. etape i Giro d'Italia i maj og udgik på den efterfølgende etape.

Siden har han kæmpet for at blive klar til Tour de France, hvor han var udset som en af de store favoritter til sejren.

I sidste uge testede han benene i Critérium du Dauphiné, men han måtte udgå før de sidste bjergetaper, fordi knæet drillede.

Det endte så med et indgreb søndag, men Camiel Aldershof, der er holdlæge hos Sunweb slog ved den lejlighed fast, at operationen primært var forebyggende.

Planen var også, at Dumoulin mandag skulle afsted til højdetræningslejr med holdet, men man har altså indset, at topformen er for langt væk.

Tom Dumoulin har en lang række af etapesejre i de tre store etapeløb, og han vandt Giro d'Italia i 2017. I 2018 blev han både nummer to i Giroen og i Touren.

/ritzau/