Tour-vinder ville gøre sejren klar efter omstridt episode
Efter drama på lørdagens etape ville Demi Vollering bevise, at Tour de France-sejren var fuldt fortjent.

Efter drama på lørdagens etape ville Demi Vollering bevise, at Tour de France-sejren var fuldt fortjent.

Demi Vollering ville ikke efterlade noget til debat på sidste etape af Tour de France Femmes.
Dagen før overtog hollænderen den gule trøje fra Katarzyna Niewiadoma-Phinney efter et angreb i slutningen af 8. etape.
Polske Niewiadoma-Phinney var dog langtfra tilfreds med den måde, Vollerings hold, FDJ-Suez, kørte på, og beskyldte Celia Gery for at have blokeret hende under Vollerings afgørende angreb.
På 9. etape søndag gjorde hollænderen dog sejren ganske overbevisende, da hun vandt den direkte duel med polakken og kørte alene i mål med mere end et minut ned til sin konkurrent.
- Jeg tænkte: "Jeg er nødt til at prøve at angribe og køre alene", fordi jeg gerne ville gøre det klart, at vi ikke vandt på grund af en episode i går, siger Vollering i vinderinterviewet, efter at hun cementerede sin anden samlede sejr i Tour de France Femmes.
- Det er ikke det, jeg tror på. Jeg ville gøre det klart, at vi som hold fortjener at vinde et smukt Tour de France Femmes med ydmyghed og stolthed.
Hun kørte alene over målstregen i Nice iført den gule trøje, og det var en drøm, der gik i opfyldelse for Vollering.
- Jeg tænkte, at jeg aldrig havde vundet iført den gule trøje før. Jeg tænkte på mit hold, og jeg tænkte på Celia, som havde haft en virkelig, virkelig hård nat.
Efter lørdagens etape sagde Niewiadoma-Phinney, at Celia Gery med vilje havde blokeret hende ude ved barrikaderne.
- Hvis de vil konkurrere, bør de gøre det fair og ikke forsøge at blokere mig ude ved barrikaderne, for jeg synes, det er så barnligt. Helt ærligt har jeg mistet al respekt for dem på grund af det, sagde polakken lørdag.
På sidste etape kunne hun dog ikke følge med Vollering. Efter etapen beskrev hun det som en motivation at have så stærk en modstander.
- Helt ærligt, så motiverer det mig bare til at blive stærkere at have en konkurrent som Demi.
- Jeg ved godt, at Touren er slut, men jeg har bare lyst til at skrive til min træner og sige: "Det her, det her og det her skal vi ændre eller arbejde på", siger hun ifølge TNT Sports.
RITZAU