Tadej Pogacar agter at køre to grand tours samt fire af de fem monumenter i 2022-sæsonen.

Den slovenske cykelstjerne Tadej Pogacar lever ikke efter devisen, at man skal passe på med at tage munden for fuld.

På et pressemøde mandag offentliggjorde den 23-årige UAE-rytter sine planer for 2022. Og de er store.

Han agter naturligvis igen at forsvare tronen i Tour de France, hvor han har vundet de to seneste år. Men derudover skal han også køre årets sidste grand tour, Vuelta a España.

Dertil planlægger han efter at køre fire af årets fem monumenter, som er de største og mest prestigefyldte endagsløb på kalenderen. Kun Paris-Roubaix er ikke på løbskalenderen for ham.

Sloveneren havde et vanvittigt 2021, hvor det blev til sejre både i Tour de France samt i monumenterne Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Læg dertil, at han også vandt OL-bronze i linjeløb.

Med det planlagte løbsprogram har Pogacar muligheden for at levere et lige så vildt år i 2022. Han slår dog fast, at han ikke stiller op for at vinde alle de klassiske løb, han stiller op i.

- Jeg skal køre fire monumenter i år, men det betyder ikke, at jeg går efter at vinde dem alle, forklarer han på pressemødet og nævner blandt andet, at han formentlig ikke bliver holdkaptajn til Flandern Rundt.

Efter den overraskende sejr i Tour de France 2020 efterlod Pogacar ingen tvivl i 2021 om, at han var klart den stærkeste mand på de franske landeveje.

Med sine kun 23 år venter der formentlig endnu flere store triumfer for sloveneren, selv om han godt ved, at udviklingskurven ikke kan fortsætte ind i himlen.

- Jeg ved godt, det er umuligt at udvikle sig hvert eneste år. Men jeg udvikler mig fortsat, og det er min motivation til de kommende år, siger Pogacar.

Efter planen åbner han sin sæson fra 20. til 26. februar i etapeløbet UAE Tour, hvor han også er forsvarende mester.

/ritzau/AFP/