Geraint Thomas har indstillet sig på, at Team Sky vil støtte Chris Froome i jagten på en femte Tour-sejr.

Selv om Geraint Thomas til næste sommer stiller op i Tour de France som regerende mester, kan han ikke regne med fuld støtte fra holdkammeraterne på Team Sky.

Det siger waliseren i et interview med The Guardian, hvor han forudser, at holdets firedobbelte Tour-vinder Chris Froome får opbakning til at jagte en femte sejr i det berømte etapeløb.

I det projekt kan Thomas maksimalt håbe på en delt kaptajnrolle.

- Holdet ved, at jeg kan vinde. Så jeg tror, at vi kommer til at være ligestillede. Jeg tror på, at så længe, at vi er åbne og ærlige, kan vi begge køre efter sejren.

- Jeg vil med glæde hjælpe "Froomey", hvis han viser sig at være den stærkeste på de første bjergetaper. Jeg vil ikke køre imod ham for at forsøge at vinde, siger Geraint Thomas.

Thomas vandt højst overraskende sommerens udgave af Tour de France, hvor Froome måtte nøjes med en tredjeplads.

Sky udnævnte på forhånd dem begge til kaptajner, men Thomas fortæller, at holdet indadtil længe tilgodeså Froome.

Inden holdtidskørslen havde Thomas et forspring på 52 sekunder til holdkammeraten. Alligevel blev det besluttet, at holdet ikke ville vente på ham, hvis han skulle punktere. Det privilegium blev kun tildelt Froome.

- Jeg var frustreret, for jeg troede, at jeg også var en beskyttet rytter. Det var ikke en let beslutning for ledelsen. Jeg sagde, hvad jeg mente, og de sagde "nej". Så var der ikke mere, jeg kunne gøre, siger Thomas.

Han endte med at køre en fejlfri Tour og valgte senere at forlænge sin kontrakt med Sky til 2021.

Froome har kontrakt til 2020, så de to kaptajner kommer også til at kæmpe om magten i de kommende to sæsoner.

- Det er et sats at skifte til et nyt hold. Jeg har vel kun tre virkelig gode år tilbage, så jeg vil ikke risikere noget.

- I en ideel verden ville "Froomey" udelukkende køre for mig. Men jeg ved, at det ikke er muligt, siger 32-årige Geraint Thomas.

/ritzau/