»Du ser din familie lide, og det er forfærdeligt.«

Sådan siger Bradley Wiggins til The Guardian om de doping-anklager, der er blevet sendt mod ham. Cykelrytteren selv har hele tiden nægtet sig skyldig, og anklagerne har ikke kun taget hårdt på ham. Også hans kone Catherine har haft det svært.

»Det slog næsten min kone ihjel. Hun måtte indlægges som følge af det. Jeg skal håndtere det derhjemme,« siger Bradley Wiggins og forklarer, hvorfor det også tog så hårdt på konen, der i dag har det bedre.

»Fordi hun er bipolar, frygter hun skam, og hun har en frygt for, at folk holder øje med hende hele tiden,« forklarer Bradley Wiggins og tilføjer, at det eneste, han bad om var, at hans sag blev behandlet retfærdigt.

Det var hårdt for Bradley Wiggins' kone Catherine, at han blev anklaget for at bruge doping.
Det var hårdt for Bradley Wiggins' kone Catherine, at han blev anklaget for at bruge doping. Foto: Odd ANDERSEN
Vis mere

Det var tilbage i oktober 2016, at antidoping-myndigheden UK Anti-Doping bekræftede, at Team Sky og Bradley Wiggins var under luppen, men Bradley Wiggins har hele tiden afvist at have taget doping. Da han vandt Tour de France i 2012 og blev nummer tre i Vuelta a España året inden, havde han dog kortison i kroppen. Noget han tidligere har forklaret skyldes, at han har pollen-allergi og astma.

Og det at have vundet Tour de France har ændret livet for Bradley Wiggins.

»Mine børn har lidt. De måtte skifte skole, og så kom alt det med Lance i 2013 (indrømmede doping, red.), og børnene begyndte at forstå, hvad der foregik,« fortæller Bradley Wiggins.

Cykelrytteren fortæller, at da det for to år siden kom frem, at han havde fået lov til at bruge kortison, blev tingene endnu værre for ham og familien.

Bradley Wiggins vandt Tour de France i 2012.
Bradley Wiggins vandt Tour de France i 2012. Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

»Det står folk frit for, hvad de tror på. Børn læser overskrifter, og forældre siger ting om dig. Du ender med at sige til dine børn 'bare sig til dem, de skal fucking gå væk.' Det gør de så, og så er det dine børn, der får balladen,« siger Bradley Wiggins.

Han følte også, at det var medierne, der nærmest førte en retssag for ham. Og netop det var med til, at han ikke følte sig retfærdigt behandlet.

»Så dukker BBC op ved din dør, og så kan du ikke følge dine børn i skole. Du siger til BBC 'jeg kan ikke tale med jer, fordi der er en efterforskning i gang'. De ville bare vide noget om pakkerne. Det hele blev en ukontrolleret retssag i og af medierne. I enhver anden retssal ville flere ting være blevet droppet, fordi medierne havde forvrænget sandheden,« siger Bradley Wiggins.

Han fortæller desuden, at han stadig er frustreret over måden, han blev behandlet på, men at han har lært at leve med, at det ikke er alle, der kan lide ham.