BTs chefredaktør fortæller de bedste historier fra sine 20 år med Tour de France
Tour de France køres i år for 100. gang, og det er 19 år siden, BTs chefredaktør Olav Skaaning Andersen første gang dækkede den store begivenhed.
I år er han tilbage i Frankrig for en kort bemærkning og fortæller her i syv kapitler om livet på landevejen med store oplevelser, fascination, skraldespande, rasende ryttere og afsløringer af et gigantisk dopingmisbrug. Om arbejdet bag kulisserne, da Bjarne Riis steg i graderne. Da Michael Rasmussen måtte forlade Tour de France i gult. Og da Lance Armstrong ville have sit hotel i fred.
Kapitel 1
1993: I de høje bjerge på Nørrebro
Kapitel 2
1995: Jubel-tour og Riis med 56,3 pct.
Kapitel 3
1996: Man bestemmer selv, hvor stærkt man vil køre
Kapitel 4
1998: Benzin til skandalen
Kapitel 5
2002: Dræberblikket fra Armstrong
Kapitel 6
2007: Watergate-metoder, da Rasmussen røg ud
Kapitel 7
2013: Populær Tour med hemmeligheder
1993: I de høje bjerge på Nørrebro
TOUR DE FRANCE foregik i mit tv på Sankt Hansgade på Nørrebro. Pludselig sad Riis i sin smukke Ariostea-trøje med Zenon Jaskula, Claudio Chiappucci, Toni Rominger, ja med selveste Miguel Indurain i de høje bjerge. Fuldstændig vildt og uvirkeligt, når man havde været vant til at blive spist af med et par dage i gult på flad vej til Kim Andersen og Jørgen V. Pedersen i 1980´erne. Både Andersen og Pedersen var jo færdige, når det for alvor gik op ad. Det med Riis var sgu alvor.
Jeg sad alene i sommervarmen og skulle egentlig lægge sidste hånd på mit universitetsspeciale om dokumentarfilm, men jeg råbte og skreg og var bare helt ude af den. Fik stort set intet skrevet i de tre uger. En dansker tæt på den trøje, som Hinault, Fignon og Lemond havde båret. Det var stort.
JEG VAR DYBT fascineret af cykelsporten, men i mange år var det svært at følge ordentligt med. Gennem 70erne og 80erne sendte DR stort set to løb om året, som regel i en weekend i august: Verdensmesterskaberne på landevej. For amatører om lørdagen og for prof’er om søndagen. Af en eller anden grund faldt det alt for ofte sammen med, at vi skulle høste eller køre halm ind på gården i Hjortsvang. Jeg måtte snige mig ind i stuen for at få et glimt af rytterne og udbruddet, inden der igen skulle læsses af eller på. Min far syntes ikke, VM i cykling var vigtigere end at bjærge høsten. Nogle vil mene, at eftertiden har givet ham ret.
BJARNE RIIS VANDTen etape til Chálons-sur-Marne, fik en dag i den prikkede bjergtrøje og blev nummer fem i det samlede klassement. Det bedste danske resultat nogensinde. Året før var han skiftet til Ariostea, hvor han blev holdkammerat med Rolf Sørensen, fik legendariske Giancarlo Ferretti som sportsdirektør og begyndte at frekventere lægen i Lucca, Luigi Cecchini. Det var her Riis for alvor begyndte at dope sig, har han senere fortalt.
Selvom jeg ved siden af studiet havde en freelance-aftale med Claus Borre - nyhedschef, studievært og ildsjæl på DR Sporten - om at lave nyheder, vidste jeg intet om Riis og kumpaners dopingmisbrug, da jeg sad foran mit tv på Sankt Hansgade 14. Det skulle ændre sig.
Kapitel 2
1995: Jubel-tour og Riis med 56,3 pct.
JEG KAN GODT lide følelser, så skru for helvede op for det'. Budskabet fra redaktionssekretæren på TV Avisen var glasklart i min skrattende mobiltelefon. Med andre ord: Han ville ikke have noget om doping, men jubelhistorien om Bjarne Riis, der var på vej mod podiet i Paris. Selvfølgelig. Som den første dansker nogensinde og så i mit andet Tour de France. Redaktionssekretæren fik den glade reportage. De tilrejsende danskere var så euforisk glade over at se en dansk rytter klare sig så flot i Dannebrogs-trøjen med italienske Gewiss printet på forsiden, at den lavede sig selv.
I 1995 kunne TV Avisen ikke drømme om at sende deres egen reporter til Tour de France, og tv-sportsnyhederne holdt sommerferie i juli. Sådan var det dengang. Jeg havde fået lov til at tage afsted på et skrabet budget og tog min ven og kollega Niels Christian Jung med. Vi havde lånt et kamera i B&U-afdelingen, og Niels Christian havde fået et nødtørftigt kursus inden afrejsen. Så var vi klar, og vi havde en mission. Vi ville afsløre dopingmisbruget i professionel cykelsport.
ALLE HAVDE HØRT rygter, men ingen gjorde noget ved det. Med en fortid som A-rytter og soigneur (en slags massør) på professionelle cykelhold, vidste Niels Christian, at der foregik 'noget'. Nu skulle vi bare finde ud af, hvordan vi kunne dokumentere og afsløre det. Det aftalte vi over en del kopper au lait på Barcelona, den lokale café nær Sankt Hans Torv.
Faktisk skrev vi det helt konkret ned i vores dagbog, så der ikke var nogen tvivl. Én måde at gøre det på var at filme og få fat på det dopingaffald, som rytterne efterlod, så vi arbejdede i to spor under Touren: Almindelige reportager hjem til TV Avisen, der i begyndelsen var ret ligeglade, men som efterhånden ikke kunne få nok. Og samtidig overvågning af hoteller og biler, så vi skridt for skridt kom nærmere den rigtige historie.
DR HAVDE KUN radiorettigheder til Tour de France, så vi måtte i grunden ikke filme eller interviewe rytterne. Det gav os visse problemer, men de blev som regel overvundet. En dag boede vi på hotel med løbets kronede konge, spanieren Miguel Indurain. Da han skulle spise aftensmad, blokerede vi slet og ret vejen til spisebordet og stillede ham et par spørgsmål. Om danske Riis, selvfølgelig.
Han tog det pænt. Vi sendte råbåndet hjem, og en nådig sjæl, som jeg står i evig gæld til, klippede mine ubehjælpsomme franske spørgsmål ud, og lavede et fint indslag hjemme i TV Byen. DR kom dermed før TV2 med interviewet med den spanske stjerne, og det gav ballade. TV2 klagede til arrangørerne over det 'uautoriserede interview', og vi blev kaldt til regulær skideballe hos løbets pressechef, Philippe Sudres.
Hvis det gentod sig, blev vi smidt ud. Det gjorde det nu, men vi beholdt vores akkrediteringer og interviewede Bjarne Riis, efter han næsten havde kørt lige op med Indurain på løbets enkeltstart. Nogle år senere fandt vi via lægedokumenter ud af, at Riis på hviledagen havde haft en hæmatokritværdi på 56,3. Og TV Avisen? De kaldte Mette Fugl til festlighederne i Paris, så hun på autoriseret vis kunne berette om tredjepladsen til Bjarne Riis, den bedste placering nogensinde til en dansk rytter. Alle var glade.
1996: Man bestemmer selv, hvor stærkt man vil køre
BRIAN HOLM KONSTATEREDE det bare: 'Jeg tror sgu, Bjarne vinder Touren'. Vi besøgte ham i lejligheden i Antwerpen i foråret, og han var ikke så meget i tvivl. 'Jeg kan mærke det på ham. Derfor vil jeg osse med'. Holm kom med og boede på værelse med Riis under den Tour, ’Ørnen fra Herning’ endte med at vinde.
Dengang var Tour de France som et åbent landskab, hvor man kunne bevæge sig frit rundt. Vi boede ofte på hotel med rytterne. Det gav selvsagt bedre muligheder for interview og eksklusive tv-optagelser, men frem for alt kunne vi iagttage deres vaner og finde ud af, hvad de gjorde af de enorme mængder af dopingaffald, som de hver dag skulle skille sig af med.
BRIAN HOLM VAR - uden ligefrem at tale lige ud af posen om sig selv eller sin holdkaptajn - rimelig åben om EPO: - Man bestemmer selv, hvor stærkt man vil køre, sagde han til os på værelset, da han læste en artikel om doping i et magasin, vi havde taget med. Der blev ikke sagt mere. Det blev ikke uddybet.
En af dem, der var med til at afgøre, hvor stærkt man kører, var Luigi Cecchini, Riis' læge, som han har kendt siden 1992. Han var en del af et kuld italienske læger, der havde ry for at dope deres klienter: Cykelryttere, atleter, langrendsløbere. Vi ville gerne tale med ham, men han var sky og gav kun få interview. Vi vidste, han kun dukkede op et par gange i Tour’en, og ingen ville fortælle hvor og hvornår.
Løbets niende etape gik fra franske Val d' Isere til italienske Sestriere og var afkortet på grund af kraftigt snevejr. I juli. En sneplov måtte bane vejen for os til målområdet, og vi fejrede ankomsten til Italien med pasta og varme tæpper. Et par timer senere kom Bjarne Riis bankende alene i mål i Dannebrogstrøjen og erobrede den gule trøje, som ingen siden formåede at flå af ham.
OM AFTENEN TUMLEDE vi ind på hotellet i Torino, hvor også Riis boede - og pludselig stod han dér: Luigi Cecchini. Kørt til Torino fra sit hjem i Lucca. Det var et lykketræf, men heldet varede ikke ved. Han afviste at blive interviewet og var væk næste morgen. Riis kørte mod sejren i Paris, men jeg måtte forlade Tour’en for at for at lave reportager fra OL i Atlanta. Det blev på et hakkende tv-signal i kontrolrummet i Atlanta, at jeg så Riis distancere Indurain på Hautacam, i den gule trøje på podiet i Paris og sammen med Poul Nyrup, Leth, Mader og tusinder af jublende danskere i Tivoli. En uges tid efter kom Riis til Atlanta, kørte skidt og mødte Anne Dorthe Tanderup. Men det er en helt anden historie.
1998: Benzin til skandalen
FÆNGSLET I LILLE var gammelt og trøstesløst, og havde udover mordere og voldtægtsforbrydere huset franske modstandsfolk under 2. verdenskrig. Nu - i bagende varme og midt under Tour de France - ventede en flok journalister og fotografer på en tynd belgisk mand med briller, t-shirt og slidte cowboybukser. Willy Voet, soigneur på Festina, var før Tour-starten blevet stoppet med bilen propfuld af doping, og han havde efter et par dages tavshed i en klam celle valgt at tale. Bryde omerta´en, tavshedens lov, som martrede cykelsporten, og dermed leverede belgieren den benzin, der blev til Tour de France-skandalen i 1998.
I over tre år havde vi rejst rundt i Europa og indsamlet dokumentation på det ekstreme dopingmisbrug, der foregik på alle hold. Det var nemlig meningen. At vise det ikke bare foregik hos Riis, Rolf, Skibby, Holm og Hamburger, men alle vegne. At det var en kultur i feltet.
En af de soigneurs vi havde et godt øje til, var Willy Voet. Vi havde gennem årene filmet ham i alle mulige situationer. Når han masserede rytterne, når han gav dem forplejning på ruten, og når han tog imod dem på målstregen. En af Willys ryttere var danskeren Lars Michaelsen, der vandt sin største sejr i semi-klassikeren Gent-Wevelgem og bagefter fik sejrskys af Willy.
VI HAVDE MANGE unikke optagelser, og de var i så høj kurs blandt vores internationale tv-kolleger foran fængslet i Lille, at Niels Westh, DRs fotograf, havde nok at gøre med at kopiere optagelser, så billeder af pludselig berømte Willy Voet sammen med verdensstjernen Richard Virenque kunne komme ud i den store verden.
Da han kæmpede sig gennem presse-kødranden udenfor fængslet i i Lille, var Willy Voet fåmælt: 'Jeg er lettet', fremstammede han nervøst. Senere fik vi et langt interview med Willy, der i detaljer fortalte om, hvordan dopingen var organiseret på holdet, og massøren var ikke imponeret af den opbakning han fik af sin arbejdsgiver.
'Festina har pisset på mig. I årevis har jeg transporteret deres stoffer, men ingen har prøvet at gøre noget for mig og min familie. De har ladet mig sidde i lortet', var budskabet fra en desillusioneret Voet.
2002: Dræberblikket fra Armstrong
BLIKKET VAR IKKE ikke til at tage fejl af. 'Hvad laver du her. Skrid ud af mit hotel', var det tydelige budskab fra den texanske Tourvinders lyseblå øjne, da han så mig. Jeg var sammen med min kollega, den irske journalist, David Walsh, taget ud på Lance Armstrongs afsides beliggende hotel i den llle sydfranske by Miribel-les-Échelles på hviledagen, og sad i lobbyen med en kop kaffe.
David Walsh ventede udenfor på, at US Postal-holdet skulle komme hjem fra dagens lille træningstur. Walsh havde gjort sig grundigt upopulær hos Armstrong, fordi han først i engelske Sunday Times og siden i bogen LA Confidential havde afsløret Armstrongs forbindelser til den italienske dopinglæge, Michele Ferrari, og iøvrigt leveret så mange indicier på det dopingmisbrug, som Armstrong 10 år senere nødtvungent indrømmede.
Det er ikke for meget sagt, at Armstrong hadede Walsh og ikke holdt sig tilbage for at genere ham. Retssager, bagtalelser og personlige angreb var en del af amerikanerens svar på de nyheder, som kom fra den irske journalists veldokumenterede research.
En særlig udspekuleret hævn gik ud på, at gøre Walsh ugleset blandt hans egne kolleger. I over ti år havde han under Tour de France kørt rundt i bil med tre engelsktalende reportere, men pludselig sagde de alle fra. Hvis Walsh var med i bilen, ville Armstrong ikke tale med dem. Og det kunne de - eller deres arbejdsgivere - ikke leve med. Armstrong var livsvigtig for dem. Eller som David selv konstaterede: 'Som en fisk har brug for ilt'.
LANCE ARMSTRONG VANDT sin første sejr i 1999, og med hans indtog ændrede Touren sig for altid. Han udvalgte særlige hoteller, hvor han kunne dope sig nogenlunde i fred. Vagter ledsagede ham over alt, og sørgede for, at uønskede elementer ikke rykkede ind på værelser, så de kunne se, hvad der foregik.
I bilen på vej ud til Armstrongs hotel talte jeg med Walsh om det seneste rygte, der skulle skjule amerikanerens hang til EPO og bloddoping. At en motorcyklist i sort lædertøj transporterede dopingen rundt i Frankrig, fordi ingen på holdet - af frygt for det franske politi - turde have stofferne på sig. Det spektakulære set-up blev senere bekræftet i Tyler Hamiltons bog, The Secret Race, hvor han detaljeret gjorde rede for, hvordan en af Armstrongs bekendte havde en sommertjans som dopingkurér på motorcykel.
Fik Armstrong stirret mig ud af hotellet i den lille sydfranske by? Ja, den gode stemning i hotelobbyen forsvandt ganske hurtigt, så jeg forføjede mig med et 'au revoir' på vej ud af døren.
2007: Watergate-metoder, da Rasmussen røg ud
'SELVFØLGELIG KAN I stole på mig', sagde Michael Rasmussen med klar røst, da den danske cykelreporter Lars Werge spurgte ham på Tourens første hviledag i Tignes. Jeg var chef for DR Sporten og med min kollega og redaktionschef, Kurt Lassen på en sviptur til Frankrig. Rasmussen kørte i gult og var på vej mod tinderne. På få år havde han udviklet sig fra en god mountainbikerytter til en komplet rytter, der kunne køre forrygende stærkt i bjergene og ikke faldt igennem på enkeltstarten.
Men omgivelserne var skeptiske. Det var kun halvanden måned siden, Bjarne Riis havde tilstået sit dopingmisbrug, så der var fokus på doping i Danmark. På min kuperede morgenløbetur rendte jeg ind i Rolf Sørensen, der ikke skulle nyde noget og lægge sig i slipstrømmen på Riis. Han fastholdt indtil i år, at 'viljen' var hans doping.
HJEMME I DANMARK et par dage senere havde jeg en finger med i spillet, da sandheden om Michael Rasmussen begyndte at titte frem. Kurt og jeg fandt ud af, at Michael Rasmussen havde nogle advarsler liggende for ikke at være et bestemt sted, når dopingkontrollen dukkede op. Altså brud på whereabout-reglerne.
Vi fik det bekræftet af flere af hinanden uafhængige kilder på næsten Watergate-deep-throat-agtig vis, og så lavede vi historien. Uden kilder, der ville stå frem. Ingen reportere på redaktionen kendte vores kilder, så Kurt var nødt til at speake nyheden. Så var fanden løs i både Danmark og Frankrig, og en uges tid efter lavede Niels Christian Jung sit scoop. Davide Cassani, tidligere professionel rytter og nu tv-kommentator, bekræftede, at han har set Michael Rasmussen træne i Italien på et tidspunkt, hvor han har bildt alle ind, at han var i Mexico.
'Det var massivt regnvejr den dag. Jeg er 100 pct. sikker på, det var Michael Rasmussen, for jeg stoppede og talte med ham', sagde Cassani, måske uden tanke for at det kunne koste Rasmussen karrieren og mange millioner.
Da DR konfronterede Rasmussen med det udsagn, var svaret 'at det ikke kunne passe. Da var jeg jo i Mexico', sagde Kyllingen bag sine Rudy Project solbriller. Det var så løgn, og resten er historie. Jeg var i mellemtiden taget med familien på ferie på Bornholm, da jeg om aftenen 25. juli fik en sms om den største bombe i den brogede danske Tour-historie: Rabobank har smidt deres førende rytter ud af Tour de France.
Det blev en lang aften og nat med skærm og mobil i udkanten af Rønne.
2013: Populær Tour med hemmeligheder
JEG ER TILBAGE i Touren for en kort bemærkning. For første gang i seks år. Det er noget særligt igen at sætte akkrediteringen på bilen, tage det grønne skilt om halsen og kaste sig ind i den frådende flod, løbet er. Aldrig har så mange set Tour de France på tv. I Frankrig. Det beretter L’Equipe, den franske sportsavis, der ejes af Tour-arrangørerne, men derfor kan det sagtens være rigtigt. Hvis jeg spurgte TV2 i Danmark, ville de sikkert sige nogenlunde det samme.
Selv om tysk tv boykotter, har skandalerne ikke kunnet kue løbet. Mont Ventoux, som rytterne bestiger SØNDAG, er et passende symbol på, hvor stolt og stærkt Tour de France stadig står. Urokkeligt. Populariteten er ikke bare intakt, men støt stigende.
Kan man så sige det samme om løbets renhed. Doper rytterne sig mindre nu end før? Ja, mener mange, og der er argumenter, der peger i den retning. Men dét var der også rigtig mange, der troede efter 1998. Så fik vi Operation Puerto i 2006, der hev en hel generation af ryttere ned i dopingsølet igen, og i 2012 kom først Tyler Hamilton og siden Lance Armstrong og Michael Rasmussen frem med tilståelser, der viste, at kynismen stadig er den stærkeste kraft i feltet.
DET DÆKKEDE VI på BT, og vi fokuserede særligt på Bjarne Riis’ ansvar for de ryttere, som systematisk dopede sig på hans hold. Når vi dagligt leverer den bedste sportslige dækning, skal vi også forsøge at afdække, hvad der foregår i træningslejren og bag den lukkede hoteldør. Det får vi nogle knubs for. Nogle af vores læsere er sure, og jeg kan sagtens forstå, at det kan være svært at få forstyrret ens opfattelse af virkeligheden. Men sådan må det være. Vi kører på to hjul, når vi dækker cykelsporten.
Touren er også et gensyn med gamle kendinge. Jørgen Leth, der under Spanien Rundt i 1995 bød nye kolleger velkommen med store gin-tonics (Beefeater) i Salamanca. Cykelsportens utrættelige forsvarer, men uden berøringsangst i forhold til at tale om løbets skyggesider. Og ikke for stor til et komplimenterende mobilopkald fra den store verden, når BT sætter den journalistiske dagsorden med afsløringen af kritisable forhold ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
David Walsh, reporteren fra Sunday Times, der afslørede Lance Armstrong, er til sit første Tour de France siden 2004. Han har fulgt Sky med Chris Froome tæt i perioder op til Touren og har indtil nu ikke fundet noget mistænkeligt. ’Jeg er begejstret, men skeptisk’, siger Walsh.
Min gamle makker fra DR, Niels Christian Jung, er her og har adgang til at filme Bjarne Riis – og følger ham som en flue på væggen. Kun få ved, hvad det handler om – eller hvornår det sendes. Og ingen vil sige noget.
RIIS LEVEREDE EN taktisk genistreg på etapen fredag, og den populære Tour skærer sig stædigt og frådende gennem Frankrig. Stadig fyldt med overraskelser – og hemmeligheder.
Tilbage til toppenOm skribenten
Olav Skaaning Andersen dækkede sit første Tour de France i 1994, og stod sammen med Niels Christian Jung bag fem DR-dokumentarprogrammer, der afdækkede dopingmisbrug i cykelsporten: Tavshedens Pris 1-3 (1999) og Dopinglægen 1-2 (2000) samt bogen ’Doping på landevejen’ (1999). Journalist på DR 1993 - 2000, sportsredaktør på Ekstra Bladet 2000-2003. Chef for DR Sporten 2003-2007, Chef for Deadline og Orientering, DR 2007-2010.
