En æra i Tour de France endte onsdag eftermiddag. Der er en ny mand i Sky-sovs.

På det grufulde og nådesløse finalebjerg Col du Portet - med omkring tre kilometer til målstregen - måtte Sky-kaptajn Chris Froome for første gang i årevis opgive at følge med sine konkurrenter.

Efter fem år, hvor den kenyanskfødte brite har vundet Touren fire gange - i det andet år styrtede han og udgik - svigtede Froomes ben ham, og nu ligner det unægteligt, at stafetten endegyldigt er givet videre til Sky-løjtnanten Geraint Thomas, der har stødt sin et år ældre læremester af Tour-tronen.

Froome kæmpede sig stakåndet i mål et minut og 35 sekunder efter onsdagens etapevinder, den colombianske publikumsdarling Nairo Quintana, og han nåede at miste 46 sekunder til Thomas.

I den samlede stilling glider den detroniserede Tour-konge dermed ned på løbets samlede tredjeplads - to minutter og 31 sekunder efter holdkammeraten i gult.

Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

Og den firedobbelte vinder, der ellers havde planlagt et stort angreb fra etapens start, erkendte efterfølgende, at han har nu har overladt kaptajnkasketten til Geraint Thomas.

»Ja, sådan er professionel cykling. Jeg er glad for mine fire sejre, og nu skal vi hjælpe Geraint med at vinde. Han fortjener sejren nu,« lød det med storsind fra Froome, der bestemt lignede en mand, der havde tømt samtlige sine energidepoter på den 65 kilometer lange dynamitetape.

»Det var en hård, hård dag, og jeg havde bare ikke benene i finalen. Heldigvis kørte 'G' rigtigt godt.«

'G' altså - Geraint Thomas - har igennem alle sine dage i løbet gule førertrøje holdt fast i, at Chris Froome stadig var alphahannen på Sky-holdet. Men efter onsdagens udvikling måtte selv han se virkeligheden i øjnene. Sådan da!

»Jeg tror, at jeg er er i den bedste position nu. Men jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke vil ændre min mentale tilgang til løbet. Jeg vil bare tage en dag ad gangen. Det tidspunkt, man begynder at tænke på den samlede sejr, er det tidspunkt, hvor det går galt, « sagde Geraint Thomas, der rykkede fra sine følgesvende, Tom Dumoulin og Primoz Roglic, på de sidste 200 meter.

»Da jeg hørte over radioen, at Froome led, vidste jeg, at alle de andre også led. Og det gav mig modet til at prøve at stikke af fra de andre,« fortalte den nye Sky-kaptajn.

Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

Meget tyder nu på, at den 32-årige waliser skal hyldes som Tour-vinder i Paris på søndag. Den største trussel er nu hollandske Tom Dumoulin, der kan køre en fantastisk enkeltstart på lørdag. Men den nye Sky-kaptajn har to olympiske guldmedaljer i banecykling og kan også gebærde sig i kampen mod uret.

Og Geraint Thomas ville ikke sætte tal på, hvad et trygt forspring til Dumoulin vil være inden lørdagens 31 kilometer lange enkeltstart.

»Nej. Jeg tabte 40 sekunder til ham i Giro d'Italia sidste år, men der havde jeg også haft et styrt forinden. Men jeg vil ikke begynde at spekulere i det endnu. Der er først en stor bjergetape på fredag,« lød det med den vanlige forsigtighed for den nye mand i Sky-sovsen.