Tadej Pogacar og Primoz Roglic angreb på skift, før Pogacar spurtede sig til sejr i Baskerlandet Rundt.

Den slovenske superduo Tadej Pogacar og Primoz Roglic slog til igen på 3. etape af Baskerlandet Rundt.

De to cykelryttere angreb på skift på vej op ad den stejle, afsluttende stigning, Ermualde, men Pogacar havde mest at skyde med i spurten.

Sidste års Tour de France-vinder hentede dermed sin femte sejr i år.

Fem sekunder efter de to profiler fra Slovenien var kørt i mål, kom Alejandro Valverde i mål på etapens tredjeplads.

Jonas Vingegaard fortsatte med at vise flotte takter og blev nummer otte på etapen, hvor Jakob Fuglsang trillede i mål lidt efter.

Vingegaard fra Jumbo-Visma-holdet er på en samlet sjetteplads før de sidste tre etaper. Han er 54 sekunder efter Roglic, som fører løbet, mens Pogacar er toer.

Etapen var 167,7 kilometer lang og kulminerede med den stejle finalestigning, der steg med mere end ti procent i gennemsnit over 3,1 kilometer.

Det hele var samlet før den barske klatretur.

Favoritterne stak næsen frem på skift, og både Pogacar fra UAE Emirates-holdet og Jumbo-Vismas Roglic forsøgte at komme væk.

Det samme gjorde Ineos-klatreren Richard Carapaz, men ingen af dem fik for alvor et hul.

Først på det sidste stykke mod målstregen, hvor stigningen fladede ud, formåede Pogacar og Roglic at skille sig ud.

Kortvarigt så det ellers ud til, at Valverde skulle få chancen for at hente sin anden sejr på lidt under en uge, men benene rakte ikke til det.

I stedet viste Pogacar endnu et bevis på sin alsidighed og vandt sikkert.

/ritzau/