Den tidligere Tour de France-vinder, Jan Ullrich, har taget sit gode tøj og gået sin vej, efter at han fik et job som løbsdirektør i Rund um Köln.

Han holdt kun i jobbet i fire dage.

I tirsdags fik Jan Ullrich jobbet, men allerede fredag meddelte Jan UIlrich, at han ikke vil være med længere. Det skyldes negative reaktioner på hans udnævnelse.

»Mange cykelsportsinteresserede, medier og sponsorer har reageret positivt på min udnævnelse. Der er dog også medier, der har haft det svært med det, og derfor træder jeg tilbage. Jeg vil ikke skade løbet,« skriver Jan Ullrich på sin Facebook-profil.

»Der bliver ingen løbsdirektør for årets løb. Men jeg ønsker alle et godt og styrtfri løb, og jeg ønsker alle tilskuerne god fornøjelse,« tilføjer den nu 43-årige Jan Ullrich.

Jan Ullrich vandt i 1997 som den første og hidtil eneste tyske rytter Tour de France. Senere blev han dømt for doping både i 1997 og i 1998, hvor han blev nummer to efter italieneren Marco Pantani, som ikke længere er iblandt os.

I modsætning til amerikanren Lance Armstrong - som vandt Tour de France fra 1999 til 2005 - har Jan Ullrich indtil videre ikke fået frataget sin Tour de France-sejr.

Ikke desto mindre er Jan Ullrich en omdiskuteret person i Tyskland.