På de ni første etaper Tour de France vil der være bonussekunder at køre om på indlagte spurter.

Paris. I årets udgave af Tour de France er der lidt ekstra i udsigt for de lykkeriddere, der giver sig i kast med udbrudsforsøg.

Arrangørerne bag verdens største etapeløb genindfører nemlig bonussekunder på indlagte spurter, skriver det belgiske medie Sporza.

Ifølge ruteplanlægger Thierry Gouvenou skal kampen om bonussekunder være med til at gøre den første uge af Touren mere attraktiv.

- Spurterne om bonussekunder bliver ikke nødvendigvis lagt på flad vej, men på strategiske steder.

- Spurterne kommer til at ligge mellem 30 og otte kilometer fra målstregen, og tre, to og et sekund vil blive fordelt mellem de første tre, siger Gouvenou til Sporza.

Det nye tiltag gælder imidlertid kun for de ni første etaper. Herefter følger en hviledag, og så tager Tour de France-feltet for alvor hul på bjergene.

Den 105. udgave af Tour de France begynder 7. juli, når rytterne ruller ud på første etape, der er en flad en af slagsen på 189 kilometer.

/ritzau/