Den franske cykellegende Raymond Poulidor er død.

Han blev 83 år.

Det skriver Tour de France på Twitter.

I teksten lyder det:

»Han var en stor mester, men også meget mere end det. Touren vil ikke være den samme uden ham. Vi vil aldrig glemme dig, Raymond.«

Tidligere kom det frem at Poulidor var blevet indlagt, og at det ikke så godt ud for franskmanden:

»Lægerne har fortalt, at de tager nogle flere prøver, men vi skal ikke forvente godt nyt,« fortalte hans kone, Gisèle, til Le Parisien.

»I nogle dage har han nærmest ikke sagt noget. Han svarer bare 'ja' eller 'nej', når han bliver spurgt, om han har spist og sovet. Jeg er selvsagt meget bekymret,« fortalte Gisèle Poulidor om sin berømte mand, der startede sin professionelle karriere i 1960.

Han gik på pension som 40-årig i 1977, og gennem hele karrieren kørte han for det franske hold Mercier.

Poulidor blev i Tour de France-sammenhænge kaldt 'den evige toer', da han blev nummer to tre gange og nummer tre fem gange i sin karriere.

Det oplyses ikke, under hvilke omstændigheder Poulidor døde.

Raymond Poulidors barnebarn er det store cykeltalent Mathieu van der Poel, som sad i finalen under VM i landevejscykling sammen med Mads Pedersen, inden han gik sukkerkold. Han har også sendt en hilsen til sin bedstefar på sin Instagram-profil:

»Altid så stolt.«