Tour de France plejer at være en klassisk julibegivenhed.

Men ikke næste år.

Her vil det store sommer-etapeløb allerede begynde i juni.

Ifølge Cyclingnews.com vil den første etape blive kørt allerede 27. juni, hvorefter afslutningen finder sted i Paris 19. juli.

Det sker på grund af OL i Tokyo, der finder sted fra 24. juli til 9. august – og det prestigefyldte OL-linjeløb er allerede programsat til 25. juli.

I år køres Tour de France 6.-28. juli, og med en lignende afviklingsperiode næste år ville Tour-rytterne altså ikke kunne stille op ved OL.

Derfor sker fremrykningen af løbet.

Toru de France er årets helt store begivenhed, så den ændrede løbsperiode får i 2020 også betydning for en stribe andre løb.

Ifølge Cyclingnews vil de sædvanlige opvarmningsløb til Touren, Critérium du Dauphiné (31. maj - 7. juni i 2020) og Schweiz Rundt (6. juni-14. juni i 2020), derfor også blive afviklet tidligere.

Arrangørerne af Giro d'Italia, der er et af de andre store etapeløb i kalenderen, har dog ikke villet lege med i flytteplanerne.

Som sædvanlig vil det italienske etaleløb blive kørt fra 9. til 31. maj og vil derfor ganske usædvanligt overlappe med Critérium du Dauphiné, som i år i øvrigt blev vundet af Jakob Fuglsang.

I det hele taget bliver 2020 en massiv sportssommer, hvor der ud over Tour de France og OL er EM i fodbold.