Ekspertkommentator Rolf Sørensen misser Tour de France. 

Det skriver TV 2. 

'Afbuddet skyldes private og personlige årsager, hvilket cykeleksperten ikke ønsker at uddybe. Rolf Sørensen slår dog fast, at det ikke drejer sig om helbredsmæssige problemer,' lyder det fra tv-stationen. 

Chefredaktør på Tour de France hos TV 2, John Jäger, kender ikke selv årsagen til afbuddet, lyder det.  

»Først og fremmest har jeg selvfølgelig respekt for, at Rolf træffer det valg, der er det rigtige for ham. Vi er rigtig ærgerlige over at skulle undvære ham i kommentatorboksen, men jeg vil ikke blande mig i personlige forhold. Der er der trods alt ting, der er vigtigere end arbejde og Tour de France.«

»Derudover er jeg glad for, at det ikke er de samme hjerteproblemer, der er blusset op igen. Men ja, afbuddet kommer som en stor overraskelse for mig,« siger John Jäger.

TV 2 oplyser desuden, at der ikke vil være en direkte erstatning for Rolf Sørensen i sendefladen. 

Det vil fortsat være Dennis Ritter, der styrer løjerne i kommentatorboksen sammen med eksperterne Emil Vinjebo og Christian Moberg. 

Lars Bak vil også være i spil, når det giver mening. 

Tour de France starter denne lørdag.