Den amerikanske sprinter Tyler Farrar fik brug for uventet hjælp til at gennemføre tredje etape af Tour Down Under.

Et styrt på en nedkørsel 19 kilometer før målstregen sendte rytteren fra Team Dimension Data i asfalten. Holdbilen var omgående fremme, men på daværende tidspunkt virkede amerikanerens cykel i orden. Fem kilometer senere stod det dog klart, at det ikke var tilfældet, og Tyler Farrar måtte stå af raceren. Her var holdbilen for længst kørt frem til ryttere længere fremme i feltet.

Men da nødden var størst, var hjælpen nær - og uventet. En tilskuer var vaks og stillede sin cykel til rådighed, og så kunne Tyler Farrar trille i mål.

Gerningen hyldes på det sociale medie Twitter, hvor Tyler Farrars hold nu sender en stor tak mod den mand, der satte sin racer til rådighed.

»Tyler ville være ude af Tour Down Under, hvis det ikke var for dig, kammerat,« tweeter Team Dimension Data.

Etapen blev vundet af australske Simon Gerrans (Orica-GreenEDGE), som fik brug for hver en centimeter i spurten. Finalen blev et rent drama, hvor BMC-rytteren Rohan Dennis var med til det sidste, men måtte se sig slået med ganske få centimeter. Tinkoffs Jay McCarthy var også med i finalen, men måtte nøjes med en fjerdeplads lige efter Michael Woods fra Cannondale.

Danske Michael Valgren, som undervejs var oppe og trække feltet, kom ind på en 85. plads.

I det samlede klassement fører Simon Gerrans løbet foran Jay McCarthy og Rohan Dennis.