Danske Michael Valgren fik - forklaret med jyske termer - en rigtig træls start på søndagens frygtede brostensetape til Roubaix. Allerede efter få kilometer røg han af cyklen, en god håndfuld kilometer før den første brostens-pavé.

Hvad der præcist skete, må vi gætte os til. For det ville Valgren ikke afsløre for den nysgerrige danske Tour-presse.

»Det vil jeg helst ikke kommentere på på offentligt tv. Det kommer der ikke noget godt ud af,« lød det kontant fra Valgren, der med sin tavshed afslørede, at han var godt gal over et eller andet - eller på nogen.

Foto: KIM LUDBROOK
Vis mere

Det var i øvrigt samme styrt, der kostede BMC-favoritten Richie Porte Tour-deltagelsen. Valgren slap dog noget billigere - med en flænset trikot og et par overfladiske skrammer.

»Lige nu har jeg det egentlig ok. Det er bare nogle slag, og jeg tror, at det så lidt værre ud, end det egentlig var. 7-9-13...når jeg endelig styrter, kommer jeg sjældent til skade. Jeg formår altid at lave nogle gode rullefald,« lød det fra den 26-årige thybo.

»Men jeg er lidt bitter og ærgerlig over at styrte. Det er aldrig sjovt, og det koster altid lidt. Jeg havde heller ikke lige dagen i dag - til sidst kørte jeg også rundt med et baghjul, der ikke var helt spændt. Så det var en øv-dag for mig. Derfor var det godt, at Jakob (Fuglsang, red.) kunne klare sig selv.«

Foto: ETIENNE GARNIER
Vis mere

Astana-holdet og Jakob Fuglsang havde udset søndagens brostensstrabadser som etapen, hvor de kunne gøre rigtig ondt på konkurrenterne. Men det lykkedes aldrig rigtig for det lyseblå danskerhold at få kørt offensiven i stillingen, og i stedet blev Jakob Fuglsang til sidst efterladt uden hjælpere i favoritfeltet.

»Jeg tror egentlig, at vores taktik var okay. Men Jakob vælter også på et tidspunkt, og så bruger vi Magnus (Cort, red.) på at få Jakob tilbage i feltet, og Magnus havde kun én tændstik i dag,« forklarede Michael Valgren.

»Selvfølgelig skulle der have været nogle flere til at bakke Jakob op til allersidst. Men det er Roubaix, og der sker styrt, defekter, og nogle har dårlige ben.«