Etixx-QuickStep har haft et noget blandet Tour de France indtil videre. Torsdag vandt holdet årets anden etapesejr, men samtidig måtte de se Tony Martin styrte kort før målstregen. Nu bekræfter løbets guletrøje selv, at han har brækket kravebenet.

»Kravebenet er brækket. Vi vil diskutere, hvad der skal ske nu,« skriver Tony Martin på sin Twitter-profil.

Skadens omfang overrasker nok ikke Etixx-QuickSteps danske sportsdirektør, Brian Holm. Kort efter etapens afslutning fortalte han til BT, at han var overbevist om, at Martin var kommet slemt til skade.

»Han har brækket kravebenet. Det er jeg ret sikker på. Uden at jeg er læge. Men når en rytter tager sig sådan til kravebenet, så er det fordi, det er brækket,« sagde han.

Det må være en bittersød fornemmelse, at I vinder etapen - og Tony Martin styrter?

»Det havde været sjovere at vinde etapen og få Tony i mål. Men skulle han nu brække det alligevel, var det jo meget heldigt, at vi vandt etapen. Det er showbiz - det går op og ned.«

»Det var heller ikke specielt sjov, da Cavendish brækkede kravebenet på første etape sidste år. Sådan er cykelløb. Men selvfølgelig er vi sindssygt ærgerlige over det. Men vi må videre. Vi har to etapesejre, og vi har haft den gule trøje,« siger Brian Holm.

Det var Tony Martin selv, der var skyld i styrtet. Kort før mål lavede han et pludseligt svaj og forsøgte at skubbe til en rytter. Det resulterede i, at han røg i asfalten med skulderen først.

Den tyske tempospecialist tog sig med det samme til kravebenet og fik kun kæmpet sig over målstregen, fordi en række holdkammerater skubbede ham det sidste stykke op ad den afsluttende bakke.