Otte år, men nu er det slut.

Team Sunweb skal nu ud og finde en ny Grand Tour-kaptajn.

Det har efterhånden været rygtet længe, men nu er det officielt.

Tom Dumoulin forlader Team Sunweb til nytår.

Hovedpersonen selv, siger farvel til holdet i et opslag på Twitter:

»Det har været fantastiske otte år hos Team Sunweb, og jeg kunne ikke være, hvor jeg er i dag uden dem. Jeg er taknemlig for alt, vi har opnået sammen,« skriver Tom Dumoulin.

På holdets hjemmeside uddyber hollænderen sin beslutning:

»Jeg ved, at græsset ikke altid vil være grønnere end hos Team Sunweb, og jeg vil gerne understrege, at uden dem var jeg ikke nået hertil, hvor jeg er i dag. Jeg vil altid forblive taknemmelig for de muligheder, jeg har fået, og for muligheden holdet nu giver mig til undersøge mine muligheder hos et nyt hold.«

Otte år er lang tid og det er også et svært brud for hollænderen:

»Det gør virkelig ondt at forlade [Sunweb]. Mit hjerte er her, og sammen har vi opnået store ting, som jeg er meget stolt af. Jeg har sammen med Sunweb bevist, at det er muligt at vinde en Grand Tour med dette hold, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne gøre det igen med dette hold,"

Det betyder også, at de to danske brødre Asbjørn og Søren Kragh Andersen formentlig kan se frem til at få en ny grand tour-kaptajn.

Det oplyses ikke, hvilket hold Tom Dumoulin skal fortsætte karrieren hos, men han er blevet kraftigt rygtet til Team Jumbo-Visma, der også har to grand tour-kaptajner i Primoz Roglic og Steven Kruijswijk.