Jakob Fuglsang fik en perfekt start på 2020-sæsonen, og han stiler mod nye højder resultatmæssigt.

Fem etaper, to etapesejre, to andenpladser og samlet vinder af løbet.

Det er svært at forestille sig en meget bedre start på sæsonen for den danske cykelstjerne Jakob Fuglsang, som søndag kunne krones som vinder af Vuelta a Andalucia for andet år i træk.

Den danske Astana-kaptajn er da også svært tilfreds med de fem dage i det sydspanske, som var hans første løb i 2020. Det giver tro på en ny stor sæson.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne genvinde løbet her. Det er fantastisk at starte sæsonen ved at vinde dette løb igen, siger danskeren til Astanas hjemmeside.

- Sidste år havde jeg den bedste sæson i min karriere, og jeg håber, at gentagelsen af denne sejr betyder, at jeg kan gøre det samme igen.

- At starte med et godt resultat her giver mig selvtillid, og jeg kan nu arbejde hen imod mine næste mål, siger Jakob Fuglsang.

Hans store mål for 2020 bliver klassementet i Giro d'Italia, etapesejre i Tour de France samt landevejsløbet ved OL i Tokyo.

Søndag blev han slået med under et sekund af belgieren Dylan Teuns på den afsluttende enkeltstart over 13 kilometer, men han var alligevel godt tilfreds med indsatsen søndag.

- For mig var det vigtigt at forsvare trøjen, men med en så kort og intens enkeltstart skal du give alt, og jeg ville ikke tage for store risici på nedkørslen. Så jeg er virkelig glad for at slutte som nummer to (på etapen, red.), siger Fuglsang.

/ritzau/