Oleg Tinkov giver prinsen af Bahrain, Nasser bin Hamad Al Khalifa, gode råd med på vejen, når det kommer til at samarbejde med Bjarne Riis. Og det er ikke nødvendigvis sød musik i danskerens ører.

Onsdag aften siger den excentriske Tinkoff-ejer til Cyclingnews, at han ikke er klar over, om Bjarne Riis bliver den nye team manager på det bahrainske cykelhold, som med stor sandsynlighed rejser sig fra ørkensandet i 2017.

Hvis det kommer så vidt - det finder vi måske ud af på torsdagens pressemøde på Hotel D'Angleterre - så har Oleg Tinkov et godt råd til prinsen af Bahrain efter at have arbejdet sammen med Bjarne Riis i flere år på Tinkoff.

»Det tog mig 15 måneder at komme frem til, at jeg ikke behøver en dyr Riis til at styre holdet. Nu er Riis så gået dybere ind i Østen, og jeg håber for prinsens skyld, at det tager ham kortere tid at finde ud af det samme,« siger Oleg Tinkov til Cyclingnews.

Kritikken af Bjarne Riis er ikke ny. Oleg Tinkov har tidligere været ude med skarpe bemærkninger efter Bjarne Riis, som han har kaldt for 'doven' og meget andet taget i betragtning af danskerens anslåede løn på en million euro om året, da han arbejdede under russerens ledelse.

Oleg Tinkov har for snart lang tid siden meldt ud, at han forlader cykelsporten, når 2016-sæsonen slutter. Der har været spekuleret i, at Bjarne Riis og det bahrainske cykelhold køber Tinkoffs licens, men det er ikke nødvendigvis sådan, det går, hvis man spørger den russiske holdejer.

»Jeg taler gerne med alle potentielle købere. Men jeg er realistisk omkring det og forstår, at det med dagens forhold er en udfordring at sælge et cykelhold. Derfor ender det mest sandsynligt med, at jeg bare lukker holdet ved udgangen af sæsonen,« siger Oleg Tinkov til Cyclingnews.

I mandagens blogindlæg afviste Lars Seier Christensen, Bjarne Rii's trofaste samarbejdspartner, at de to ikke har købt Tinkoff-holdet tilbage. Ikke dermed sagt, at det ikke kan ske i fremtiden, men det er kun spekulationer for nu.