Tinkoff-Saxos ejer er notorisk kendt for at have en mening om alt. Så selvfølgelig har han også en mening om dopingsagen, der ramte Tour de France fredag aften.

Den 38-årige italiener Luca Paolini (Team Katusha) blev ved en dopingprøve d. 7. juli testet positiv for spor af kokain, og det kostede ham fredag en plads i løbet, da resultatet af prøven stod klart.



Og det er en sag, der skaber snak rundt omkring i Tour-feltet. Heriblandt også hos Tinkoff-Saxos russiske, excentriske og evigt larmende Oleg Tinkov.

Han er kontant i sin udmelding på det sociale medie Twitter om Paolinis formodede brug af kokain.



»Kokain dræber. Og skader hjernen. Det er en skam at se, at folk over 30 år stadig bruger det. Dumt. Hvil i fred, Luca,« skiver Tinkov uden at gøre klart, om det er okay for folk under 30 at bruge stoffet.



Det er endnu ikke blevet bevist, hvorvidt kokainen har haft en hjælpende effekt på Paolinis fysik, men det anses for at være et dopingpræparat i konkurrenceløb, og derfor må italieneren forlade årets Tour de France. Ikke overraskende nægter italieneren at have indtaget nogen former for ulovlige midler.