Han var en af de store stjerner i Tour de France op gennem 2000erne og sit lands helt store håb.

Men den franske cykelhelt nåede aldrig toppen i verdens største cykelløb.

Og nu er det gået endnu mere ned ad bakke for den 51-årige eksrytter.

Den tidligere cykelstjerne Christophe Moreau er nemlig havnet i et fængsel i Schweiz mistænkt for vold i hjemmet og dødstrusler.

Det skriver schweiziske Blick og Le Matin.

Moreau blev anholdt søndag aften i sit hjem i det nordvestlige Schweiz på baggrund af vold og dødstrusler mod sin kone, Emilie Moreau, og deres teenagedøtre.

Parret er midt i en skilsmisseproces ifølge mediet og bor ikke længere sammen.

Han skulle flere gange være set luske rundt foran hendes hus, ligesom han også er tiltalt for at komme med trusler over telefonen flere gange.

Christophe Moreau blev fundet i beruset tilstand, og flere haglgevær blev beslaglagt i hans hjem. Han fik desuden frakendt kørekortet i oktober efter spirituskørsel.

Franskmanden stoppede karrieren i 2010 efter 15 år som professionel.

Han vandt 21 sejre – heriblandt en Tour-etape – og blev nummer fire samlet i verdens største cykelløb i 2000.

Hans karriere var dog også plaget af Festina-dopingskandalen i 1998, som han var involveret i.