For præcis en måned siden faldt Brian Vandborg af cyklen på en træningstur. Med hjertestop.

Det skriver Brian Vandborg i et privat Facebook-opslag, som TV 2 Sporten har fået lov at bringe.

Den tidligere cykelrytter, der især var enkeltstartsspecialist, stoppede karrieren i 2013, men cykler altså stadig motionsture.

Da han endte i grøften midt i marts med hjertestop, blev han reddet at to andre cykelmotionister, han kort forinden havde mødt.

»De to herrer gik fluks i gang med hjertemassage, mens en tilkommende motionist sammen med en bilist også stoppede op og fik ringet efter en ambulance. Der gik cirka 15 (sekunder, red.) fra mit styrt til hjertemassagen var påbegyndt,« skriver Brian Vandborg i sin Facebook-opdatering, hvor han påpeger, at der altså er en god grund til, at det er længe siden, han sidst har været aktiv på det sociale medie.

Han giver den hurtige reaktion fra de andre cykelmotionister og den hurtige hjertemassage æren for, at han allerede nu kan fortælle om episoden.

»Havde herrerne ikke været der, og havde de ikke vidst, hvad de skulle gøre og reageret så hurtigt, så havde der (som minimum) gået langt længere end en måned til, at jeg kunne komme med en statusrapport,« lyder det fra Brian Vandborg.

Den tidligere cykelrytter fortæller. at han har fået indopereret en pacemaker og snart vil være tilbage 'for fuld knald'. Og han siger også tak til dem, der gennem den seneste måned har respekteret hans privatliv ved ikke at fortælle om hjertestoppet.

Brian Vandborg blev professionel i 2004 hos Bjarne Riis' Team CSC, Siden kørte han også hos Discovery Channel, Liquigas, Saxo Bank SUngard (igen hos Bjarne Riis), Spider Tech C10 og Cannondale. Han kørte med i Tour de France fire gange.