Den tidligere cykelrytter Tayeb Braikia er blevet ansat som træner for kvindelandsholdet.

Den tidligere professionelle landevejs- og banerytter Tayeb Braikia bliver træner for de kvindelige danske landevejsryttere i cykling.

Det skriver Danmarks Cykle Union (DCU) i en pressemeddelelse.

45-årige Braikia har en fortid på holdene Acceptcard, Linda McCartney Racing Team og Lotto-Adecco foruden tiden som banerytter.

Han glæder sig til at fortsætte dansk kvindecyklings udvikling de næste år.

- Det er naturligvis også en stor udfordring, men potentialet er til stede, og jeg glæder mig meget til at forsøge at løfte dansk kvindecykling yderligere de kommende år, siger Tayeb Braikia i meddelelsen.

DCU's talentudviklings- og elitechef, Morten Bennekou, er godt tilfreds med at få den tidligere sprinter om bord.

- Jeg er rigtig glad for at kunne præsentere Tayeb som ny landstræner, for hans faglige tyngde og erfaring er med til at understrege, hvor højt vi sætter barren også inden for kvindecykling.

- Vi har at gøre med en uhyre kompetent og rutineret træner, der er kendt og respekteret i dansk cykelsport, så det giver ro og plads til den udvikling, vi er i gang med, siger Bennekou.

Braikia har i to perioder været landstræner for banelandsholdet, mens han de seneste seks år har arbejdet med talentudvikling inden for basketball.

Han tiltræder i sin nye stilling 1. august.

/ritzau/