Det kan ikke betale sig at sende postkort til Familien Vingegaard de kommende måneder.

For cykelfamilien kommer stort set ikke til at være på matriklen i Glyngøre, før den regerende Tour-vinder er færdig med verdens største cykelløb sidst i juli.

Både kæresten Trine og datteren Frida flytter nemlig til Frankrig de kommende måneder for at følge den danske stjerne.

»Vi er i Frankrig, og så skal vi lige hjem til en konfirmation. Ellers er vi ikke i Danmark, heller ikke Frida og jeg, før efter Touren,« fortæller Trine Marie Hansen.

Familien Vingegaard blev fejret med pomp og pragt i sommer, da Jonas vandt Tour de France.
Familien Vingegaard blev fejret med pomp og pragt i sommer, da Jonas vandt Tour de France. Foto: Emilie Lærke
Vis mere

»Vi er dernede, fordi Jonas er frem og tilbage hele tiden. Så for at have lidt mere roligt privatliv med Frida også, så bliver vi der.«

Sidste år forsøgte Trine, Frida og svigermor Rosa sig med at følge hele cykelløbet i en bil på de franske landeveje med nye hoteller hver aften.

Den model viste sig dog langtfra at være optimal med en datter på knap to år.

»Vi kommer nok til at bo to-tre steder. Sidste år tog vi jo roadtrip. Der gakkede Frida helt ud, så det gik ikke. I år ser vi nok ikke så meget af starten, men ser nok mere, når Jonas rammer Alperne.«

Dermed udvælger de visse etaper i stedet for at følge hele løbet.

Men Jonas Vingegaard kommer også til at opholde sig i Alperne inden Touren. Først til storløbet Critérium du Dauphiné og dernæst på træningslejr i Tignes, hvor han kommer til at have familien tæt på sig.

Inden da kommer han dog til at tilbringe flere uger uden sine to piger.

»De skal med noget af tiden. Jeg tager på træningslejr til Sierra Nevada (i Spanien, red.) med holdet, hvor Trine og Frida ikke er med,« siger Jonas Vingegaard om tiden op til Tour de France.