Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation) kommer ikke til start ved de kommende brostensklassikere.

Den danske cykelrytter Mads Würtz Schmidt stiller ikke til start ved de kommende brostensklassikere.

Sygdom forhindrer Israel Start-Up Nation-rytteren i at stille op til Flandern Rundt og Paris-Roubaix, som dog er i fare for aflysning.

Det fortæller han på Instagram.

- Desværre ikke flere brosten til mig i år. Jeg har kæmpet med sygdom det seneste stykke tid, så nu rejser jeg hjem fra Belgien for at restituere 100 procent og blive kampdygtig til de næste løb, lyder det fra Mads Würtz Schmidt.

Han viste god form for et par uger siden, da han vandt 6. etape af det italienske cykelløb Tirreno-Adriatico.

Han kørte i søndags Gent-Wevelgem, som han ikke gennemførte.

/ritzau/