Jesper Hansen har været plaget af sygdom i de seneste dage og har valgt at opgive på søndagens etape.

Cykelrytteren Jesper Hansen kommer ikke til at fuldføre etapeløbet Vuelta a España, der slutter i Madrid om en uge.

Den danske bjergrytter er udgået undervejs på den barske 15. etape, oplyser hans hold, Cofidis, på Twitter.

- Tak for dit store arbejde for holdet. God bedring, lyder beskeden fra det franske hold.

28-årige Jesper Hansen fortalte inden etapestarten til TV2, at han var ramt af sygdom.

- Det kører ikke rigtig lige for tiden. Jeg er ikke kommet af med det sidste sygdom, og jeg bliver mere og mere træt. I går (lørdag, red.) var egentlig en relativt nem dag, men jeg havde det ikke så godt

- Jeg skal bare følge efter og se, hvordan det går. Bliver jeg ved med at have det dårligt, kan det godt være en dag, hvor man udgår, lød det fra Jesper Hansen.

Inden søndagens etape var han nummer 78 i den samlede stilling efter at have kørt løbet som hjælper for holdets spydspidser.

Andendivisionsholdet Cofidis har indtil videre haft en vellykket Vuelta med etapesejr til Jesus Herrada og med en enkelt dag i førertrøjen til Nicolas Edet.

Med Hansens exit er der kun tre danskere tilbage i feltet. Det er Jakob Fuglsang (Astana), Niklas Eg (Trek) og Casper Pedersen (Sunweb).

/ritzau/