Lyt til artiklen

Det var en bombe af dimensioner, der sprang ved VM i cykling søndag morgen dansk tid.

Den hollandske cykelstjerne Mathieu van der Poel havde nemlig tilbragt en nat i en australsk arrest efter et optrin på et hotel, hvor han var blevet irriteret på to teenagere, som bankede på hans dør og larmede.

Den hollandske superrytter stillede ellers til start med kun få timers søvn, men måtte efter 30 kilometer udgå af løbet.

»Det er jo brandærgerligt, hvis han er blevet generet på hotellet og så mistede besindelsen,« lyder det fra Magnus Cort om den hollandske stjernes optrin aftenen forinden.

Mathieu van der Poel måtte udgå fra herrernes linjeløb ved VM i Wollongong, efter at have været anholdt og i politiets varetægt det meste af natten.
Mathieu van der Poel måtte udgå fra herrernes linjeløb ved VM i Wollongong, efter at have været anholdt og i politiets varetægt det meste af natten. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Beskeden om, hvad der var egentlig var sket med den hollandske superstjerne, fik danskerne først under løbet.

»Michael Mørkøv fortalte mig om det. Han havde hørt det et eller andet sted fra. Ellers snakkede vi ikke om det,« fortæller Cort og fortsætter:

»Men det var fint at få at vide.«

Van der Poels holdkammerater havde intet hørt om stjernens ophold i den australske arrest inden starten på løbet, de fik nemlig først beskeden to minutter, før herrernes linjeløb skulle starte.

Danske Magnus Cort fik beskeden om van der Poel under dagens løb fra holdkammeraten Michael Mørkøv.
Danske Magnus Cort fik beskeden om van der Poel under dagens løb fra holdkammeraten Michael Mørkøv. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Holland var på forhånd anset som et af de stærke hold under VM, men ved en manglende superstjerne skulle taktikken formentlig justeres, mener den danske stjerne.

For 23-årige Mikkel Bjerg var det ligeledes noget af en overraskelse, da han fik beskeden om van der Poel.

»Jeg havde slet ikke hørt noget, det lyder helt vanvittigt. Det glæder jeg mig til at høre. Ikke fedt for ham, men en meget sjov historie. Vi havde intet hørt, fordi vi fokuserede på løbet, så godt vi nu kunne.«

Ifølge Magnus Cort ændrer situationen ikke på, at der ved et løb, som dagens linjeløb, er mange årsager til, at folk kan udgå.

For danskeren ønsker ikke, at nogle skal mangle. Han anerkender dog, at Mathieu van der Poels situation er noget mere dramatisk.

Men når først løbet er i gang, er der ikke forskel på årsagen, slår Magnus Cort fast.

I forbindelse med sin anholdelse har den hollandske stjernerytter fået inddraget sit pas i seks uger.

Det betyder, at van der Poel kan risikere at skulle blive i Australien indtil 23. oktober. Mathieu van der Poel skal i retten tirsdag 27. september.

Dagens linjeløb blev vundet af belgiske Remco Evenepoel, hvor danske Matthias Skjelmose lå med helt fremme i kampen om medaljer – dog måtte han se sig slået kort før mål.

Du kan læse B.T.s dom over dagens løb her.