Tobias Lund var tæt på at tage en stor sejr søndag, men det endte med en andenplads for den danske sprinter fra Decathlon-holdet i endagsløbet In Flanders Fields, der tidligere gik under navnet Gent-Wevelgem.

Det blev i stedet supersprinteren Jasper Philipsen (Alpecin), der vandt den afsluttende massespurt.

Det var første gang, at Philipsen vandt den flamske klassiker, som bød på 240,8 kilometer fra kystbyen Middelkerke til det traditionelle mål i Wevelgem.

Der var drama og godt cykelløb det meste af tiden, også inden at de bedste sprintere skulle afgøre det mellem sig i finalen.

I slutfasen lignede det, at Philipsens holdkammerat Mathieu van der Poel skulle kæmpe om sejren med Wout van Aert (Visma).

De to rivaler duellerede på den ikoniske stigning Kemmelberg med 36 kilometer til mål, hvor van der Poel tog føringen fra spids i en mindre udbrydergruppe.

Van der Poel blev siddende i sadlen, men trampede så hårdt i pedalerne, at kun van Aert kunne følge med, og det var med det yderste af neglene.

Van Aert tabte nogle meter til sin rival, men det var ikke nok til, at van der Poel kunne skabe et hul op over toppen.

Til gengæld tabte Florian Vermeersch (UAE Emirates) for mange meter op til stjerneduoen, og han var 11 sekunder efter på toppen.

Det blev for stort et hul at lukke for Vermeersch, som efter et stædigt forsøg lod sig opsluge af feltet.

Forspringet ned til feltet var dog ikke stort nok for van der Poel og van Aert.

Det lykkedes i første omgang for formstærke Alec Segaert (Bahrain) at springe op til duoen og gøre det til en trio med fire kilometer til mål.

Og i anden omgang tog tempospecialisten Filippo Ganna (Ineos) et kæmpe slæb nede i feltet for holdkammeraten Samuel Watson og lukkede hullet op til trioen.

Watson endte dog langt tilbage i spurten, hvor Philipsen var urørlig.

/ritzau/