For tre måneder siden var Frederik Rodenberg og Casper Folsach brede smil, da de stod på præmieskamlen og havde vundet olympisk bronze i Rio sammen med resten af det danske 4000 meter banehold. Torsdag aften var medaljen af mere ædelt metal, da duoen stod øverst på podiet ved DM i parløb.

Men alligevel var ansigtsudtrykket noget mere anstrengt.

Unge Frederik Rodenberg havde det nemlig særdeles skidt, da han blev hyldet som dansk mester.

»Jeg fik det jævnt dårligt deroppe, så jeg var nødt til at gå ned med det samme og lægge mig ned for ikke at besvime. Jeg har kørt mere eller mindre over evne de sidste 30 omgange, så den gav bagslag.«

»Det sker nogle gange på de lange baneløb, at jeg kommer til at køre så langt over min grænse, at jeg nærmest kollapser bagefter. Det begynder at flimre lidt, og jeg har lyst til at brække mig. Jeg gynger lidt frem og tilbage,« sagde Rodenberg efterfølgende til TV2 Sport.

Rodenberg og Folsach vandt foran forhåndsfavoritterne Marc Hester og Jesper Mørkøv, som ellers har gjort en god figur i de internationale seksdagesløb indtil nu i vinterbanesæsonen. Men hjemme i Ballerup Super Arena kom Hester og Mørkøv overraskende til kort i duellen med de unge himmelstormere.

Andre læser også