Niklas Larsen blev den samlede vinder af dette års PostNord Danmark Rundt.

Den blot 22-årige ColoQuick-rytter kunne i dag lade sig hylde på Frederiksberg Allé efter fem spændende dage rundt i det danske land.

Og hovedpersonen var ikke overraskende en glad mand kort, inden han skulle op på podiet.

»Det var mere, end jeg kunne have håbet på, så det er sindssyg fedt. Det har været en fantastisk oplevelese at mærke opbakningen derude og også mærke, hvor meget hype, der har været omkring det,« siger Niklas Larsen.

Niklas Larsen på podiet med Jonas Vingegaard og Rasmus Quaade.
Niklas Larsen på podiet med Jonas Vingegaard og Rasmus Quaade. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Den samlede sejr kom aldrig rigtig i fare på den afsluttende etape, hvor Niklas Larsens holdkammerater leverede et stort stykke arbejde for at holde feltet samlet.

Niklas Larsen var heller ikke rigtig nervøs ude på ruten.

»Jeg følte mig okay, men man er stadig lidt bange, fordi man ved aldrig, om der kommer et styrt, og der kan ske så mange ting, men efter udbruddet blev hentet, følte jeg mig ret sikker,« fortæller danskeren, der nød godt af den store opbakning fra de mange tilskuere på ruten.

»Det var en super fed følelese. Jeg kunne bare mærke, hvordan folk stod og råbte, og ja det var noget helt specielt.«

ColoQuick-mandskabet har arbejdet hårdt for Niklas Larsen de sidste par dage.
ColoQuick-mandskabet har arbejdet hårdt for Niklas Larsen de sidste par dage. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Niklas Larsen skifter efter denne sæson til det norske Uno-X mandskab, som er et skridt op for den unge dansker.

Og ColoQuicks sportsdirektør, Christian Andersen, der tidligere også har vundet Danmark Rundt med Jakob Fuglsang, var også meget stolt af hans unge rytters præstation.

»Jeg vil ikke sige, jeg er overrasket, men det er alligevel mere, end vi havde regnet med. Det er jo det største, vi kan vinde overhovedet,« siger Christian Andersen, der tror Niklas Larsen kan nå rigtig langt i fremtiden.

»Niklas kan nå rigtig langt. Han kan komme op på den helt store scene og kæmpe med om sejren i de allerstørste løb.«

Sejren er den hidtil største for Niklas Larsen på landevejen, men adspurgt hvordan sejren skulle fejres,  var danskeren alligevel lidt beskeden.

»Jeg tror, jeg skal ud og have noget god mad og så bare nyde det.«

Du skal ikke også have en øl?

»Arh måske en enkelt,« griner Niklas Larsen.