Jørgen Leth føler sig snydt efter et ’utilfredsstillende Tour de France’.
Jørgen Leth og Tour de France er efterhånden to sider af samme sag. Igennem snart tre årtier har den 79-årige aarhusianer formidlet sit syn på verdens hårdeste etapeløb til de danske seere. Han lader sig ofte begejstre, og omvendt lægger han sjældent bånd på sig selv, når han føler behov for at kritisere.
BT mødte Jørgen Leth i skyggen på en bænk på Champs Elysées til en snak om et kedeligt Tour de France, om Riis-triumfens jubilæum og om at være kult.
Nu er løbet slut, og de fleste, der arbejder med Tour de France, er fuldstændig mørbankede efter tre uger på farten. Men vi har hørt, at du gerne så løbet vare i tre uger yderligere. Er det rigtigt?
»Det er lidt en overdrivelse. Men ja, sådan har jeg det faktisk. Jeg føler mig stimuleret hen mod slutningen af løbet. Mange siger, at de bliver meget trætte sidst i løbet, men det bliver jeg ikke. Jeg føler mig derimod vemodig over, at løbet slutter. Jeg bliver melankolsk, når vi nærmer os Paris. Touren er et gensyn med mange venner fra de sidste mange år. Det er altid herligt at fortsætte en samtale, der blev afbrudt sidste år. Derfor er det meget vemodigt, at det pludselig slutter igen, og alle ryger væk i hver sin retning. Det er en tom fornemmelse. Jeg bliver som regel lidt deprimeret. Sådan en naturlig post-tour-depression,« fortæller Jørgen Leth,
Der er mange, der har sagt, at det har været en af de kedeligste udgaver af Tour de France længe. Deler du den holdning?
»Du får mig aldrig til at sige, at cykelløbet er kedeligt. Jeg er jo entusiast. Men jeg kan se, hvad der sker, og jeg er nødt til at sige det, som det er: Det var ikke et tilfredsstillende Tour de France. Cykelløbet har været skuffende på mange måder. Jeg er ikke så begejstret for Froome. Og jeg endnu mindre begejstret for den måde, hvorpå hans hold har dræbt al modstand og givet feltet en injektion af frygt og passivitet. Det, synes jeg, ikke er skidegodt. Det føles som om, at der ikke er nogen, der har kunnet tillade sig at udfordre Froome. På mange måder er det næsten værre end under Armstrong. Sky er et skidegodt hold, men det er det fordi, man for penge kan købe alt. Man kan også købe sikkerhed og sikre, at en rytter er beskyttet, og at han kan holde den gule trøje hele vejen til Paris. Det er sådan, jeg ser det.«
»Jeg er heller ikke så begejstret for Froome som person. Hans måde at snakke om det, han kan, på er kedelig. Jeg synes altid, at interview med ham er meget kedelige, og det er noget værre floromvundet pjat, han fyrer af. Der er ingen spontanitet. Og så håndterede han sin vigtigste krise meget dårligt. Den, hvor han løber op ad bjerget og alligevel indkasserer det, han har tabt. Jeg synes, det ville have været ædlere, rigtigere og meget klogere rent pr-mæssigt, hvis han havde sagt ’jeg vil ikke have gaver af løbet. Jeg tager det, som det er’. Med det hold, han har, kunne han jo have vundet løbet alligevel. Det er kedeligt at høre, at han har siddet i et beskyttet møde sammen med Prudhomme (løbsdirektør Christian Prudhomme, red.) og Brailsford (Team Sky-manager Dave Brailsford, red.). Det sætter et sort og dårligt tegn på hans sejr.«
Løbet bliver for politisk korrekt med Team Sky?
»Ja, i den grad. Det er anti-romantisk. Jeg kan godt lide de gamle dyder. Mod, opofrelse, lysten til at prøve det ukendte og viljen til at vove pelsen i det mest vanvittige. Og de dyder er undertrykt i det setup, som Sky har lavet. Ingen tør angribe, og det er meget nedslående at se, at Sky kun kører defensivt. Der er ingen offensiv. De små anløb til offensiv, som Froome selv står for, har i år været meget kortvarige. På 100-150 meter sætter han tingene på plads med en ekstrem acceleration. Skys taktik er desværre lykkedes alt for godt i år. De dræber alt initiativ, og alle konkurrenterne er bange for at blive til grin.«
Kan vi frygte, at det bliver ved med at være sådan de næste år – Skys og Froomes styrke taget i betragtning?
»Ja, det kan jeg godt frygte. Det ligner Armstrong-æraen. Og Sky er næsten endnu mere dominerende, end man beskyldte Armstrongs mandskaber for at være. Og det er jeg bestemt ikke begejstret for. Det er samme opskrift, men det er mere udtrykt hos Sky. Det er nedtrykkende at se hele holdet sidde parade allerforrest. Dødspatruljen har jeg kaldt dem.«
»Jeg er meget ked af det, for jeg synes, at ASO har gjort sig store anstrengelser for at lave en meget krævende rute. Og jeg var specielt glad for, at man havde sparet så mange vanskelige etaper sammen til den allersidste uge. Det var næsten en sikker garanti for, at der ville ske noget dramatisk. Og så sker der kun noget en enkelt dag! Resten af ugen var præget af angst og tilbageholdenhed. Det er skuffende. Jeg føler mig snydt. Det er den følelse, jeg sidder med.«
Det er i år 20 år siden, at Bjarne Riis kørte ind på Champs Elysées iklædt den gule trøje. Har al det vand, der er løbet under broen i de 20 år, ændret på dit syn på den sejr?
»Det var en fantastisk sommer. Det kan man ikke komme uden om. Det er jo først bagefter festen, at man får tømmermænd. Sommeren 1996 var helt forrygende. Riis’ sejr var utrolig flot. Den måde, han kørte offensivt på ... det var alt, man kunne drømme om. Han var opfyldelsen af en rytter, der tør sætte alt på spil på en enkelt etape. Det elskede vi ham for. »
»At man så i nogen grad har mistet illusionerne bagefter, det er en anden historie. Men personligt vil jeg ikke glemme den begejstring, jeg havde. Jørn Mader og jeg husker det stadig. Det var os, der fortalte den historie. Og det var en fantastisk fortælling at fortælle til seerne og publikum. Så kan man ikke her bagefter komme og sige ’jamen, det var jo ikke virkeligt’. Det var virkeligt! Vi så det jo, for fanden. Alle de pletter, der er kommet på historien efterfølgende, hører til en anden fortælling.«
Artiklen fortsætter under billedet...
Riis’ sejr var en form for folkeligt gennembrud for Jørn Mader og dig som kommentarer. Hvad var det for en oplevelse?
»Vi begyndte med at kommentere Tour de France i 1990 uden at have en dansk helt. Vi snakkede med TV2s sportschefer, som sagde, at løbet skulle bare kommenteres, og at det ikke var afgørende med danske hovedpersoner. Så det var dejligt. Det var lige præcis det mandat, vi gerne ville have. At løbet var stjernen. Det var et rigtig godt udgangspunkt efter min mening. Og lige pludselig blev det et løb, der var præget af det, man kalder for den gyldne generation af danske ryttere. Det var en fantastisk gave at få, når man fortæller om Tour de France.
»Og de år var meget spændende, og vi kunne tydeligt mærke begejstringen stige. Det var dengang, hvor de malede vores navne på vejene. Det var bestemt en fantastisk oplevelse. Det var helt berusende, at vi som fortællere skulle være ligeså berømte som rytterne. Men jeg synes, at vi tog det med den passende blanding af coolness og glæde.«
Tager man en tur rundt på de sociale medier under Tour de France, kan man ikke undgå at opdage, hvor populær du egentlig er? Især blandt de unge. Hvordan har du det med at være et kultfænomen?
»Det kan jeg jo ikke forholde mig til – udover at jeg synes, det er interessant og overraskende for mig. Jeg tager imod det. Selvfølgelig. Jeg bliver jo hele tiden standset på gaderne i København af folk, der skal ’lave selfies’. Og det synes jeg, at jeg er nødt til gøre. Det er egentligt behageligt, at folk er så glade for det, jeg laver. Det er altid godt med anerkendelse. Jeg laver jo meget andet end cykelløb. Jeg laver selv film og skriver bøger, og som kunstner er man på en måde næsten afhængig af anerkendelse. Det opmuntrer en til at fortsætte i samme bane.«
Artiklen fortsætter under billedet...
Hvad er hemmeligheden bag at være dygtig til at formidle?
»Efter min mening er den vigtigste forudsætning, at man kan bevare sin nysgerrighed hele vejen igennem. Det har jeg altid sagt til kollegaer, og når jeg holder foredrag på filmskoler rundt omkring i verden. Det vigtigste er nysgerrigheden. At man gerne vil vide noget. Og det gælder også kommentering-en af et cykelløb. Jeg vil ikke vide på forhånd, hvad der kommer til at ske. Jeg vil ikke være for klog på bekostning af begivenhederne. Jeg vil hellere have, at begivenhederne oplyser mig om noget i livet. Man skal have nysgerrighed, og man skal ikke være bange for at begejstres. Og det kan jeg mærke er afgørende for, hvornår jeg holder op. Så længe jeg selv føler, at jeg har begejstringen for det, der sker, så kan jeg med god samvittighed fortsætte.
Så ingen planer om at gå på pension?
»Nej! Jeg har overhovedet ikke tænkt på, at jeg skulle pensionere mig selv. Overhovedet ikke. Jeg er meget aktiv på alle fronter. Jeg laver også tv-udsendelserne om mit Frankrig og mit Spanien, som også er succeser. Jeg laver radio. Jeg skriver bøger. Og jeg laver nye film. Så jeg holder ikke op, før jeg ikke kan røre mig mere. Før jeg falder om. Det er selvfølgelig ikke mig selv, der afgør det 100 procent. Der kan være nogle af mine chefer, der siger, at det måske er sidste gang snart. Det ved jeg ikke. Men for mit vedkommende bliver jeg ved med at lave Tour de France, så længe jeg kan stå på benene, og så længe jeg er begejstret og nysgerrig.«
